onsdag den 6. januar 2016

Rosenkålsgratin

Denne gratin er helt vildt lækker og består af grønt i form af rosenkål og skalotteløg og en masse fedt i form af smør, bacon, piskefløde og ost. Gratinen er i den grad LCHF mad og kan spises, som den er eller som tilbehør til et stykke kød.
Opskriften har jeg fra The Food Lab.

4-6 personer

2 spsk. smør / klaret smør
Et stykke bacon på ca. 250 g, skåret i strimler
1100 g rosenkål, skåret i halve *
Et stort skalotteløg, finthakket
3 dl piskefløde
Himlayasalt og friskkværnet peber
180 g revet ost, jeg brugte Gouda

* man kan sagtens bruge optøede og drænede rosenkål

Put smør og bacon i en stor og kold sauterpande. Tænd for kogepladen og lad baconen stege i ca. 8 min. under omrøring. Tilsæt rosenkål og lad dem stege med i ca. 5 min,, til kålene har taget lidt farve. Rør af og til. Tilsæt skalotteløg og steg videre i ca. 1 minut. Tænd for ovnen på 210 grader varmluft. Hæld fløde ved, skru ned for varmen, og lad det hele simre under omrøring, til fløden er reduceret og har "lagt sig om" kål og bacon. Hæld blandingen i et ildfast fad, krydr med salt og friskkværnet peber og fordel den revne ost over blandingen. Sæt gratinen i ovnen i ca. 15 min., til osten er smeltet og gylden. Tag gratinen ud af ovnen og lad den trække 10 min., inden den serveres.

Rosenkålsgratin

søndag den 3. januar 2016

Madplan uge 1

Mandag: Hvidløgsstegte lammekoteletter og kålrabigratin

Tirsdag: Laks med fetalåg og græsk salat

Onsdag: Som mandag

Torsdag: Blomkålsrisotto med bacon og champignons

Fredag: Som torsdag

Lørdag: Karrykål

Søndag: Som lørdag

onsdag den 30. december 2015

Kransekage

Tredje gang blev også lykkens gang mht. kransekage. De sidste to år er min kransekage blevet tør, og smagen har ikke været kraftig nok. I år tog jeg udgangspunkt i Madbandittens opskrift og med få justeringer, blev mine kransekager helt rigtige både mht. form, konsistens og smag. Mht. glasurpynten er der plads til forbedring. Kransekagerne er nemme at gå til, så det kan sagtens nåes inden i morgen aften. Godt nytår.

12 stk.

300 g mandelmel
2 æggehvider
80 g lys fibersirup
1 spsk. Sukrin melis
1 tsk. mandelessens
Evt. lidt vand

60 g mørk chokolade
Glasur af Sukrin melis, æggehvide og citronsaft

Rør mandelmel, æggehvider, fibersirup, Sukrin melis og mandelessens sammen med en ske. Saml dejen med hænderne, tilsæt evt. lidt vand (jeg gjorde det ikke). Sæt dejen i køleskabet en halv time. Tænd for ovnen på 160 grader.
Del dejen i tre og rul stænger af ca. 21 cm's længde. Skær hver af stængerne i tre stykker, form dem med fingrene og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i 14 min. midt i ovnen og 2 min. øverst i ovnen. Tag kransekagerne ud og lad dem køle helt af i køleskabet.
Smelt 40 g chokolade over vandbad. Tag gryden af varmen og lad den resterende chokolade smelte i den allerede smeltede chokolade. Dyp begge ender el. bunden af kransekagerne i chokolade og læg dem på et fad beklædt med bagepapir. Stil kransekagerne på køl igen, til chokoladen er størknet.
Rør en glasur af Sukrin melis, æggehvide og citronsaft, fyld glasuren i en frysepose (el. sprøjtepose), klip et meget lille hul i fryseposens ene hjørne og dekorer kransekagerne. Kransekagerne opbevares på køl.

Kransekage

søndag den 27. december 2015

Madplan uge 53

Mandag: Smørstegt kylling med sellerifritter og chipotlemayo

Tirsdag: Dyredeller og broccolisalat med Pecorino

Onsdag: Som tirsdag

Torsdag: Spiser ude

Fredag: Pølsemix

Lørdag: Brændende kærlighed

Søndag: Som lørdag

onsdag den 23. december 2015

Vaniljekranse

Tre forsøg skulle der til for at få sprøde vaniljekranse, der smager som vaniljekranse skal. Første forsøg var med peanutbutter, jeg fulgte ikke opskriften slavisk, og det endte med grimme uformelige småkager, der smagte af peanuts (de var gode som chrunch). Andet forsøg med anden opskrift gik bedre; smag og udseende var i top, men vaniljekransene var ikke sprøde. Tredje gang lykkens gang :) Tilbage til første opskrift, der denne gang blev fulgt til punkt og prikke med den undtagelse, at peanutbutter blev skiftet ud med mandelsmør, og mængden af vaniljepulver blev øget.

Ca. 48 stk.

75 g fedtreduceret mandelmel
75 g koldt smør, skåret i små stykker *
100 g kold og evt. lyst mandelsmør *
140 g lys fibersirup
1 kold æggehvide *
75 g kold flødeost naturel *
1 tsk. bagepulver
2-3 tsk. vaniljepulver

* det er vigtigt, at ingredienserne er kolde, så dejen har den rigtige konsistens

Rør alle ingredienser sammen med en håndmixer, og fyld dejen i en sprøjtepose med en mellemstor stjernetylle. Tænd for ovnen på 175 grader varmluft. Læg bagepapir på to bageplader og sprøjt ikke for store kranse (de hæver en del) direkte ud på bagepapiret. Bag i to omgange og midt i ovnen i ca. 20 min. Lad vaniljekransene køle helt af på en bagerist, før de nydes el. lægges i en lufttæt kagedåse.

Vaniljekranse





tirsdag den 22. december 2015

Julecoleslaw

Denne julecoleslaw passer rigtig godt til et stykke stegt kød. Frisk og julet i smagen og skønne farver. Opskriften fandt jeg hos sofiasommer.dk.

3-4 personer

½ lille rødkål
2 røde snackpebre
1 æble
2 mandariner
1 dl valnødder, groft hakkede

½ dl creme fraiche 38%
½ dl mayonnaise
1-2 tsk. Dijon sennep
Saft af 1/2 citron
1 spsk. lys fibersirup
Et drys urtesalt

Rør en dressing af creme fraiche, mayonnaise, sennep, citronsaft, fibersirup og salt. Smag til; dressingen skal være kraftig i smagen. Snit rødkålen fint, skær snackpebre og æblet i tern og pil mandarinerne og del dem i både. Vend det hele godt sammen og drys med valnøddestykkerne. Sæt coleslaw'en på køl og lad den trække en times tid inden servering.

Julecoleslaw

søndag den 20. december 2015

Madplan uge 52

Mandag: Vildsvinedeller med rødkål

Tirsdag: Som mandag

Onsdag: Julegrød

Torsdag: Andebryst med rødkålssalat og brunede rosenkål + rå chia la mande og rå kirsebærsauce

Fredag: Spiser ude

Lørdag: Pizza med chorizo, rød peber og spinat

Søndag: Som lørdag