Jeg "ÆLLSKER" ostekage og har længe villet prøve denne af. Der skulle dog lige være en lejlighed, da vores lille familie ikke kan spise en hel kage selv (læs: ikke har godt af at spise en hel kage selv), og datterens fødselsdag sidste sommer var en oplagt lejlighed.
Jeg var meget spændt på udfaldet, da familien har det svært med sukrins og sukrin melis' eftersmag, men denne ostekage fik alle til at vende tomlen op - juhu :) Resterne blev spist næste morgen og puttet i fryseren, og is-ostekage er også virkelig lækker.
10-12 personer
Bunden:
200 g blandede nødder, jeg brugte mandler, hassel- og pecannødder
150 g smeltet smør
2 spsk. sukrin
Et knivspids havsalt
Tænd for ovnen på 150 grader og rist nødderne, til de er gyldne (det tog ca. 20 min.). Hak nødderne så fint/groft som ønsket og bland dem med smeltet smør, sukrin og salt. Beklæd bunden af en springform med bagepapir, fordel nøddemassen på bunden af formen (pres let) og sæt på køl.
Toppen:
2 dl piskefløde
250 g flødeost naturel
100 g sukrinmelis
Saft af ½ citron
6 blade husblas
+ bær
Læg husblassen i blød i koldt vand efter anvisning på pakken (min øko husblas skulle ligge i blød i 5 min.) Pisk fløden let og bland den med flødeost, creme fraiche og sukrinmelis. Varm citronsaften op og smelt den afdryppede husblas deri. Vend blandingen hurtigt i ostemassen og hæld den på den gennemkolde bund. Stil kagen på køl et par timer eller natten over. Pynt med bær og server.
Ostekage |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar