fredag den 31. juli 2015

Chia-chai-kakao grød

Jeg har allerede en chia-chaigrød på bloggen, men i denne her chia-chai-kakao grød er der - ikke overraskende - kakao i, og så er der brugt mandelmælk i stedet for tyrkisk el. græsk youghurt. Jeg lavede en dobbeltportion, så jeg havde til to dage, men den plan lavede datteren om på :) Inspiration fik jeg herfra.

2 portioner

4 spsk. chiafrø
3 dl mandelmælk
2 tsk. vaniljepulver
Indholdet af et chai-tebrev
2 tsk. kakaopulver

+
Kakaonibs og mandelsplitter

Rør chiafrø, mandelmælk, vaniljepulver, chai-te og kakao sammen i en skål. Lad det stå på køkkenbordet i ca. 20 min., rør i grøden en gang imellem. Hæld grøden i små skåle, drys med kakaonibs og mandelsplitter og server. Jeg nød grøden som en "morgenmads-dessert" efter en gang rester fra aftensmaden dagen før.

Chia-chai-kakao grød

onsdag den 29. juli 2015

Squashghetti med pesto, feta og bacon

Gode råvarer, nem og hurtig tilberedning, velsmag og stor mæthed. Disse ord beskriver dagens aftensmad, der var en succes hos alle. Opskriften har jeg fra Hjemme hos Xenia.

3 personer

1,5 stor squash
3 store spsk. pesto, jeg brugte ramsløgspesto
En blok feta, smuldret el. skåret i tern
300 g bacon, skåret i tern
Friskkværnet peber

Hæld bacontern på en kold pande, tænd for den og steg baconternene sprøde. Kør squashene gennem en spiralizer el. brug en kartoffelskræller el. et mandolinjern. Vend squashghettien med pesto og fordel den i tre dybe tallerkner. Top med feta, bacon og et godt drys friskkværnet peber.

Squashghetti med pesto, feta og bacon


søndag den 26. juli 2015

Madplan uge 31

Ferien synger på sidste vers (den har været skøn trods vejret), og der er lagt en plan for kommende uge:

Mandag: Grøntsagsfladbrød med tunsalat

Tirsdag: Pølsemix med chipotle-tomat-mayo

Onsdag: Hvidløgsstegt kyllingefilet og bagte grøntsager med aioli

Torsdag: Squashghetti med kødsovs og revet Manchego

Fredag: Som tirsdag

Lørdag: Som onsdag

Søndag: Som torsdag

søndag den 12. juli 2015

Ferie i uge 29 og 30 og ostekage

Jeg holder ferie i uge 29 og 30, og det bliver en ferie fra både arbejdet og de fleste sociale medier. Jeg har brug for at koble helt fra og nyde livet i eget selskab men også sammen med familie og venner. Jeg vil ønske jer en god sommer og ferie med denne lækre og overdådige ostekage.

Jeg "ÆLLSKER" ostekage og har længe villet prøve denne af. Der skulle dog lige være en lejlighed, da vores lille familie ikke kan spise en hel kage selv (læs: ikke har godt af at spise en hel kage selv), og datterens fødselsdag sidste sommer var en oplagt lejlighed.
Jeg var meget spændt på udfaldet, da familien har det svært med sukrins og sukrin melis' eftersmag, men denne ostekage fik alle til at vende tomlen op - juhu :) Resterne blev spist næste morgen og puttet i fryseren, og is-ostekage er også virkelig lækker.

10-12 personer

Bunden:
200 g blandede nødder, jeg brugte mandler, hassel- og pecannødder
150 g smeltet smør
2 spsk. sukrin
Et knivspids havsalt

Tænd for ovnen på 150 grader og rist nødderne, til de er gyldne (det tog ca. 20 min.). Hak nødderne så fint/groft som ønsket og bland dem med smeltet smør, sukrin og salt. Beklæd bunden af en springform med bagepapir, fordel nøddemassen på bunden af formen (pres let) og sæt på køl.

Toppen:
2 dl piskefløde
250 g flødeost naturel
2 dl creme fraiche 38%
100 g sukrinmelis
Saft af ½ citron
6 blade husblas

+ bær

Læg husblassen i blød i koldt vand efter anvisning på pakken (min øko husblas skulle ligge i blød i 5 min.) Pisk fløden let og bland den med flødeost, creme fraiche og sukrinmelis. Varm citronsaften op og smelt den afdryppede husblas deri. Vend blandingen hurtigt i ostemassen og hæld den på den gennemkolde bund. Stil kagen på køl et par timer eller natten over. Pynt med bær og server.

Ostekage



fredag den 10. juli 2015

Fritatta med chorizo og grøn peber

Leder du efter en let frokost el. aftensmad el. en fyldig morgenmad, er denne fritatta et godt bud. Fritattaen er nem og hurtig at lave og smager rigtig godt. Opskriften har jeg fra Madbanditten.

4 personer

8 æg
2 håndfulde revet ost, jeg brugte Manchego
Ca. 12 cm chorizo, skåret i tynde, halve skiver
1 grøn peber, skåret i tynde ringe
1 tsk. gurkemeje
2 tsk. stærk karry
Smør / klaret smør til stegning

+
tørret chili og frisk oregano (eller hvad du lige har af urter)

Tænd for ovnen på 170 grader.
Smelt smørret i en middelstor pande og rist gurkemeje og karry af i det. Tilsæt chorizo og steg et par minutter. Pisk æggene sammen, bland osten i og hæld æggemassen over chorizoen i panden. Lad æggemassen sætte sig lidt i bunden af panden, fordel peberfrugtringene og stil panden i ovnen. Lad fritattaen bage i 8-10 min., hold øje - den er færdig, når den ikke længere er flydende i midten.
Drys med tørret chili og frisk oregano og server.

Fritatta med chorizo og grøn peber


onsdag den 8. juli 2015

Cremet ingefær-lime kylling med sticky kokos"ris"

Jeg er ikke så vild med asiatisk mad, men denne her ret fra Jane Faerbers nyeste bog måtte jeg prøve. Maden på billedet så SÅ lækker ud, og jeg blev bestemt ikke skuffet.
Hold da op for en smagseksplosion.

4 personer

4-6 kyllingebrystfileter (6-800 g)

Marinade:
3 spsk. olivenolie
2 spsk. revet ingefær
Saft og skal af to øko limefrugter
½ dl finthakket koriander (gem lidt til drys)
1 grøn finthakket chili
2 tsk. fishsauce
4 spsk. Tamari
1 spsk. yaconsirup
4 dl kokosmælk
2 tsk. stødt koriander
Et nip cayennepeber
2 tsk. havsalt

Sticky kokos"ris":
1 blomkålshoved
2 spsk. kokosolie
1,5 dl kokosmel
1,5 dl kokosmælk
Et nip salt
Evt. en tsk. yaconsirup

+
friskhakket koriander
Limebåde

Bland alle ingredienserne til marinaden, læg kyllingefileterne ned i den og stil på køl i minimum 3 timer. Tænd for ovnen på 180 grader varmluft. Tag kyllingefileterne op af marinaden og læg dem i et smurt ovnfast fad. Hæld marinaden i en kasserolle el. lille gryde. Steg kyllingefileterne i ovnen i ca. 15. min., til de er gennemstegte men stadig saftige.

Riv blomkålen i foodprocessoren og steg blomkålsrisene et par min. i kokosolie i en sauterpande. Tilsæt kokosmel, kokosmælk, salt og yaconsirup, rør godt rundt og læg låg på panden. Lad "risene" simre ca. 5 min., til kokosmælken er kogt ind. Rør i "risene" undervejs.

Opvarm marinaden og lad den simre i ca. 10 min. Smag til.

Skær kyllingefileterne i skiver og server med sticky kokos"ris", marinadesovs, et drys friskhakket koriander og limebåde.

Cremet ingefær-lime kylling med sticky kokos"ris"

søndag den 5. juli 2015

Madplan uge 28

Mandag: Koldskål med sprøde kammerjunkere

Tirsdag: Baconporrer med røræg

Onsdag: "Smørrebrød" på bund af squash - med bl.a. leverpostej, rullepølse, ramsløgspesto og rødløg

Torsdag: Som tirsdag

Fredag: Laksepizza med guacamole

Lørdag: Som onsdag

Søndag: Som fredag

lørdag den 4. juli 2015

Rabarbercrumble med kokosflødeskum

Tænk sig at spise rabarbercrumble til morgenmad... Det var, hvad jeg gjorde to gange i sidste uge. Det er jo grøntsag(er), sødning, fibre, nødder og fedt - what's not to like :) Jeg brugte opskriften fra Hjemme hos Xenia som inspiration. Næste gang vil jeg erstatte kanel med lakridspulver, da rabarber og lakrids skulle være en god kombi.

2 portioner morgenmad el. 4 portioner dessert

300 g rabarber (ca. 6 stilke), skåret i små stykker på ca. ½ cm
2 spsk. sukrin+
2 tsk. kværnede chiafrø
1 tsk. kanel
30 g mandelmel
30 g hakkede pecannødder
30 g kokosmel
1 spsk. kokosfibre
1 spsk. sukrin gold el. kokossukker
30 g koldt smør
Et nip salt *

+
Kokosfløde fra en dåse kokosmælk
Vaniljepulver

* Udelades hvis man bruger smør med sydesalt

Tænd for ovnen på 180 grader varmluft.
Vend rabarberstykker, sukrin+, kværnede chiafrø og kanel godt sammen og hælde det i et smurt ovnfast fad, jeg brugte et tærtefad med en diameter på 23 cm. Bland mel, nødder, fibre, sødning og salt og arbejd smørret i med fingrene, til du har en ensartet smuldredej. Fordel smuldredejen over rabarberne og bag i 15-20 min. Læg evt. staniol over kagen efter 15 min., så crumblen ikke bliver brændt. Server med kokosfløde pisket med vaniljepulver.

Rabarbercrumble med kokosflødeskum



torsdag den 2. juli 2015

Lakse-spinat tærte

Jeg elsker tærter men laver det sjældent, fordi jeg synes, det tager lang tid, men det tager såmænd ikke længere tid end så meget andet. Fra jeg gik i gang med denne lakse-spinat tærte, til jeg satte mig til bords, gik der blot en lille time, og jeg serverede også salat.

4-5 personer

Tærtebund:
2 dl mandler
½ dl sesamfrø
½ dl solsikkekerner
1 spsk. fiberHUSK
40 g smør
1 æg
1 tsk. havsalt

Fyld:
150 g røget laks, skåret i mindre stykker
3-400 g frossen spinat, tøet op og drænet
4 æg
1 dl kokosmælk
100 g gedesmøreost
Himalayasalt
Friskkværnet peber

+ 3-4 håndfulde revet ost, jeg brugte Manchego

Tænd for ovnen på 160 grader varmluft.
Kværn mandler, sesamfrø og solsikkekerner i en foodprocessor. Tilsæt de øvrige ingredienser og kør det hele til en sammenhængende dej. Tryk den ud i en smurt tærteform (med en diameter på ca. 27 cm). Prik dejen med en gaffel og forbag i 15 min.

Imens klargøres fyldet. Fordel laksestykker og spinat i den forbagte tærtebund. Drys med salt og peber. Pisk æg, kokosmælk og gedesmøreost sammen og hæld massen over tærtefyldet. Top med revet ost og bag i ca. 30 min.


Lakse-spinat tærte