tirsdag den 21. maj 2013

Ketose 1

Hjemme igen efter en fantastisk fire ugers rejse til USA, og vægten siger minus små 500 g - juhu.
Det har været forbavsende let at være LCHF'er i Guds eget land, og for første gang har jeg været på ferie uden at føle mig snydt, når familien mæskede sig i burgere, fritter, pizza o.lign. Min mad har smagt SÅ godt og været mættende, og jeg har absolut ikke manglet noget.

Allerede før ferien læste jeg en del om ketose og har bl.a. fulgt Louise fra
Sukkersensitiv mht. hendes ketose eksperiment. Det jeg gerne vil opnå med ketose er at blive de sidste 2-3 kg kvit, så jeg kan passe alt tøjet i mine skabe (kun to :-)).
De sidste genstridige kilo, der bare helst vil blive siddende..

Jeg er ikke ekspert mht. ketose, men som jeg har forstået det, er det en tilstand, kroppen kommer i, når den ikke har nok kulhydrater at bruge som brændstof. I stedet for at sige: "Nå, det var så det" og lukke ned, er kroppen så smart at skifte over til at bruge fedt som brændstof i stedet for. Leveren omdanner fedt til ketoner, som kroppen og hjernen kan bruge som brændstof, og da ketoner udskilles i blod og urin, kan man måle, om man er i ketose eller ej.
Jeg har valgt at måle ketoner i blodet og har købt en lille måler med div. tilbehør.












Ovennævnte Louise har været så god at blogge om sine ketose-måltider og tilhørende opskrifter, og det har jeg virkelig haft glæde af. Jeg har nemlig i den første uge blot spist, hvad hun spiste, da hun startede. Og det er kokosolie, smør, mayo, æg, bacon, ketose-deller, parmaskinke, små hakkedrenge, Wallenbergere, fede oste, frisk basilikum og spinat. Lækker, smagfuld og mættende mad, men hvor er det bare mærkeligt at undvære de 5-600 g grøntsager, jeg normalt indtager dagligt. For et par år siden i de fedtforskrækkede dage, ville dette eksperiment have været utænkeligt..

Nå, men efter tre dage lavede jeg den første måling (efter aftensmaden), og mit ketontal var 1,6, så jeg var allerede i optimal ketose. Området for det er 1,5-3,0. Efter to dage mere lavede jeg måling nr. 2, og den sagde 3,7. Heldigvis betyder et ketontal over 3,0 ikke andet, end at man så godt kan tilføje lidt mere kulhydratfattigt grønt og stadig være i optimal ketose. På dag syv var ketontallet 5,8, og da jeg synes, det er lige højt nok, spiste jeg dagen efter lidt champignons til frokost og lidt løg og broccoli til aften. Det sænkede ketontallet til 4,6.
Efter en uge på ketose-kost måtte jeg på vægten, og den viste minus 1,1 kg - SÅDAN.

Endnu har jeg ikke haft "bivirkninger" i form af  hovedpine og træthed, men "død rotte smag" i munden om morgenen og lidt "udrensnings-bumser" på hagen tager jeg med. Bumserne er på retur.

Når jeg har nået mit mål med de 2-3 kg, er det planen at spise "normal LCHF" igen, og så skulle vægten gerne holde sig status qou. Jeg skal dog lige finde mit optimale niveau mht. daglig mængde af kulhydrater.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar