fredag den 8. maj 2015

Tebirkes

Jeg er ikke en wienerbrøds-pige, men tebirkes (også kaldet københavnerbirkes) er jeg vild med. Og da jeg så stødte på ikke mindre end tre LCHF opskrifter, var det bare med at komme igang. De tager lidt tid at lave, men tiden er godt givet ud. Sammenligner man alm. tebirkes med disse, er der selvfølgelig en væsentlig forskel mht. krummen, men smagen rammer ganske godt - hvis jeg husker rigtigt... Jeg fandt inspiration her, her og her.

8 tebirkes

Dejen:
100 g smør
4 æg
1 dl mandelmælk
2 dl pofiber
1 dl mandelmel
½ dl kokosfibre
2 spsk. bage Suvida
2 tsk. bagepulver

Remonce:
50 g blødt smør
½ dl Suvida
3 dråber mandelaroma el. ½ tsk. mandelessens

+
Æg til pensling
Blå birkes

Smelt smørret til dejen, mens æg og mandelmælk piskes sammen. Bland de tørre ingredienser til dejen i en skål og rør halvdelen i ægge-mælke-blandingen. Rør den smeltede smør i og til sidst den anden halvdel af de tørre ingredienser. Lad dejen hvile i ca. 10 min.; rør remoncen imens. Tænd for ovnen på 200 grader varmluft.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir - til et rektangel på ca. 28 x 40 cm -, og smør remoncen på to tredjedele af dejen. Fold den yderste tredjedel af dejen (den med remonce på) ind over den midterste del ved at løfte dejen med bagepapiret og derefter fjerne det forsigtigt. Fold den sidste tredjedel af dejen ind over de to foldede dele - på samme måde som før.
Pensl med æg, drys med blå birkes og skær 8 stykker med en skarp og våd kniv. Flyt hver enkelt tebirkes over på en bageplade beklædt med bagepapir med en våd spatel. Bag i ca. 13 min., til tebirkesene er sprøde og gyldne. Server lune som de er eller med tandsmør.

Tebirkes


Ingen kommentarer:

Send en kommentar