søndag den 30. august 2015

Madplan uge 36

Mandag: Auberginegryde

Tirsdag: Pulled beef med sensommer-coleslaw

Onsdag: Som tirsdag

Torsdag: Spinatpandekager med frisk spinat, mayo, makrel og agurk

Fredag: Pølsemix med chipotle-mayo

Lørdag: Som mandag

Søndag: Som torsdag

lørdag den 29. august 2015

Blåbær-chiagrød

Denne blåbær-chiagrød er fuld af næring, mild i smagen og dejligt mættende. Min er ikke så fin i farven som Caroline Fibæks - jeg tror, hun har brugt blåbærpulver og vand.

1 portion

½ dl chiafrø
½ dl hampefrø
½ dl kokosmel
1 tsk. vaniljepulver
Evt. 2-3 dråber SweetLeaf SweetDrops
2 tsk. optøede ægte blåbær
Ca. 1,5 dl kokosmælk

+
Friske blåbær og kokosmel

Rør chiafrø, hampefrø, kokosmel, vaniljepulver, sødning og blåbær sammen i en skål. Tilsæt kokosmælk og rør det hele godt sammen. Lad grøden trække et kvarter el. natten over (på køl), drys med friske blåbær og kokosmel og server.

Blåbær-chiagrød

onsdag den 26. august 2015

Bacon-cheeseburger suppe med blancheret spidskål

Vejret i dag indbyder til suppe, og det her er - indtil videre - den eneste suppe, datteren kan li', og som derfor godt må laves igen. Begge unger kan dog ikke se ideen i den blancherede spidskål men spiser den... Suppen smager virkelig godt og er meget mættende. Opskriften, der inspirerede mig, er fra rav food.

6 personer

Suppe:
200 g bacon i skiver
400 g oksefars
2 spsk. smør / klaret smør
1,5 tsk. hvidløgspulver
2 tsk. paprika
1 tsk. spidskommen
2 tsk. dijonsennep
2,5 spsk. tomatpuré
4 cornichoner, finthakkede
2-3 dl revet Manchego
5 dl oksebouillon
200 g gedesmøreost
1 dl kokosmælk
Himalayasalt
Friskkværnet peber

+
Ekstra revet Manchego

Blancheret spidskål:
1 spidskål, fint revet
1 l letsaltet vand

Steg baconskiverne sprøde i en stor gryde. Læg det på køkkenrulle. Steg oksefarsen i det baconfedt, der er i gryden. Tilsæt smør, krydderier og sennep og lad det stege med et par minutter. Tilsæt tomatpuré, finthakkede cornichoner, Manchego og oksebouillon, læg låg på gryden, skru ned for varmen og lad suppen simre en halv times tid. Tag gryden af varmen, tilsæt gedesmøreost og kokosmælk og rør det hele godt sammen. Smag til med salt og peber.

Mens suppen simrer, blancheres den fint revne spidskål i letsaltet vand i et minut. Kålen hældes i en sigte og er klar til servering.

Bacon-cheeseburger suppe med blancheret spidskål

søndag den 23. august 2015

Madplan uge 35

Da jeg har været alene hjemme hele uge 34, har jeg overhovedet ikke fulgt madplanen. Derfor denne gentagelse :)

Mandag: Smørstegte koteletter og broccoligratin med blåskimmelost

Tirsdag: Stegte kammuslinger med grillede asparges og ramsløgscreme

Onsdag: Spiser ude

Torsdag: Som mandag

Fredag: Som tirsdag

Lørdag: Spiser ude

Søndag: Pizza med oksefilét, løg og creme fraiche

lørdag den 22. august 2015

Artiskokker med smør

Mit første møde med artiskokker havde jeg i Bruxelles, som var første stop på Interrail, da jeg var bare 17 år... Min veninde og jeg besøgte min venindes mors veninde, der arbejdede i EU parlamentet. Hun var en meget fascinerende kvinde, der behandlede os som voksne, guidede os mht. seværdigheder og introducerede os til artiskokker, perlehøne og belgisk chokolade :)
Til trods for at mit første møde med artiskokker var en succes, er de sjældent på menuen, men det kan der heldigvis laves om på. På en tur til CITTI PARK Flensburg købte jeg fine små øko artiskokker, som blev tilberedt, som følger (jeg fulgte Madbandittens opskrift):

3 personer

3 artiskokker
Lidt himalayasalt
Citronsaft
Masser af blødt smør el. en lækker dip

Skær det meste af stokkene af og fjern eventuelle grimme blade. Bring vand i kog i en stor gryde, tilsæt lidt citronsaft og et godt drys salt og lad artiskokkerne koge under låg i 40 min.

Låg på og kog i 40 min.












Lad artiskokkerne dryppe af på køkkenrulle, skær resten af stokkene af (så de kan stå på en tallerken) og server med blødt smør el. dip.

Man hiver bladene af, dypper det inderste/"kødet" af dem i smør og skraber "kød" med smør af med tænderne i undermunden. Når alle bladene er hevet af, skrabes "hårene" af artiskokhjertet, som dyppes i smør el. dip og nydes.

Artiskok med smør

torsdag den 20. august 2015

Spidskålsflan med bacon

Endnu engang blev en gammel opskrift (fundet i et blad for en del år siden) brugt til at få aftensmad på bordet. En dejlig let ret, der kan nydes, som den er men også som tilbehør til stegt kød.

4 personer

1-2 spidskål (alt efter størrelse), snittet fint
3 forårsløg, skåret i tynde skiver
200 g bacon i skiver, sprødstegt og brækket i mindre stykker
Himalayasalt
Friskkværnet peber
Revet muskatnød
5 æg
180 g gedekvark el. creme fraiche 38%
1 god håndfuld frisk basilikum, groft hakket
7-8 spsk. revet Manchego
15 cherrytomater, skåret i halve

Tænd for ovnen på 200 grader varmluft.
Blancher spidskål og forårsløg i letsaltet vand i 2 minutter, hæld grøntsagerne i en sigte og lad dem dryppe af. Bland baconstykkerne i grøntsagerne og hæld blandingen i et smurt ovnfast fad. Krydr med salt, peber og muskat. Pisk æg, kvark og basilikum og hæld det over grøntsager og bacon. Fordel ost og tomater og bag i ovnen i ca. 20 min.

Grøntsager og bacon i fad

Grøntsager, bacon, æggemasse, ost og tomat i fad

Spidskålsflan med bacon

søndag den 16. august 2015

Madplan uge 34

Mandag: Smørstegte koteletter og broccoligratin med blåskimmelost

Tirsdag: Stegte kammuslinger med grillede asparges og ramsløgscreme

Onsdag: Som mandag

Torsdag: Pizza med oksefilét, løg og creme fraiche

Fredag: Som tirsdag

Lørdag: Som torsdag

Søndag: Kyllingebryst og spinatsalat med citron og Manchego



torsdag den 13. august 2015

Sommer-couscous

Det er ikke sidste gang, sommer-couscous er på menuen. Den smager simpelthen fantastisk og kan gå til stort set al slags kød. En stor portion kunne også mætte mig til frokost. Inspiration fik jeg herfra.

4-6 personer

1 blomkål
1 bundt dild, finthakket
2 spsk. æblecidereddike
2 spsk. olivenolie
Urtesalt og friskkværnet peber
½ bundt asparges, skåret i små stykker
1 squash, revet groft
150 g feta
250 g jordbær, skåret i kvarte el. mindre stykker

Rengør blomkålet, del det i mindre buketter og kør det til couscous i en foodprocessor (el. minihakker). Rør couscousen med dild, æblecidereddike og olivenolie og smag til med salt og peber. Rør asparges, squash og smuldret feta i og vend til sidst jordbærstykkerne forsigtigt i. Velbekomme.

Sommer-couscous

onsdag den 12. august 2015

Brunsviger-pandekage

Leder du efter en sød og meget mættende morgenmad, er den her lækre brunsviger-pandekage et rigtig godt bud. Ophavskvinden er Fabrina fra FB-gruppen "LCHF / Lavkarbo på dansk", og jeg har også skelet til Thereses version. Her får I min mejerifri version.

1 pandekage

Pandekage:
2 æg
10 g smeltet smør
½ dl pofiber
½ dl mandelmel
1 spsk. fiberHUSK
1 tsk. Sukrin+
½ tsk. bagepulver
1-2 spsk. blå birkes
Skal af en revet øko citron
Et drys vaniljepulver
4 spsk. mandelmælk
Smør / klaret smør til stegning

Brunsviger-topping:
20 g smør
2 tsk. kokossukker el. Sukrin Gold
8 dråber Stevia m/karamelsmag

Pisk æggene og rør smeltet smør i. Tilsæt resten af ingredienserne til pandekagen, pisk dejen godt sammen og lad den stå i 5-10 min. Steg en tyk pandekage i smør, til den er gylden på begge sider.
Imens smeltes ingredienserne til toppingen. Læg pandekagen på en tallerken, prik huller med en gaffel og fordel toppingen på pandekagen. Server evt. med jordbær.

Brunsviger-pandekage

søndag den 9. august 2015

Madplan uge 33

Mandag: Grillet steak med sommer-couscous

Tirsdag: Spejlægstoast med grønt

Onsdag: Squashghetti med kødsovs og revet Manchego

Torsdag: Røget laks med spidskålssalat

Fredag: Som onsdag

Lørdag: Kyllingeburger

Søndag: Som lørdag

torsdag den 6. august 2015

Laks med birkes og hvidkåls-fennikel salat

Begge unger meddelte, at de spiste ude, og så var lysten til at lave mad meget lille. Men laksen var taget op af fryseren og skulle tilberedes - og da jeg satte mig til bords og smagte på fisken og salaten, var jeg glad for, at jeg tog mig sammen. Og så var der også mad til næste dag :) Opskriften kommer herfra.

3-4 personer

6 laksefileter
Himalayasalt
Blå birkes

½ hvidkålshoved
1 stor el. 2 små fennikler
3 spsk. æblecidereddike
6 spsk. olivenolie
Skal og saft fra en øko lime
Himalayasalt og friskkværnet peber
1 æble
Et bundt dild

+
1 lime, skåret i både

Snit hvidkål og fennikel fint. Jeg brugte min foodprocessor samt en kniv, næste gang vil jeg bruge mit mandolinjern. Rør en dressing af æblecidereddike, olivenolie, limeskal og -saft, salt og peber og vend den rundt i råkosten. Stil på køl.
Tænd for ovnen på 170 grader varmluft. Læg laksefileterne i et smurt ovnfast fad, drys godt med Himalayasalt og birkes og bag i ovnen i ca. 12 min.
Læg en el. to laksefileter på en tallerken og anret salaten med tynde skiver æble, plukket dild og en limebåd (til at presse ud over laksen).

Laks med birkes og hvidkåls-fennikel salat

tirsdag den 4. august 2015

Grønkålssalat med gulerod, æble og peanuts

Denne grønkålssalat er virkelig skøn men skal helst spises på dagen. Den er temmelig kedelig dagen efter ;) Inspirationen har jeg herfra.

4 personer

8 store blade grønkål
2 store gulerødder
2 æbler
8 spsk. olivenolie
2 spsk. æblecidereddike
2 tsk. yaconsirup el. mørk fibersirup
2 tsk. dijonsennep
Havsalt og friskkværnet peber

+
2 store håndfulde saltede peanuts

Skyl og rib grønkålen. Hak den fint, jeg bruger foodprocessoren til det, og kom den i en skål. Riv gulerødderne groft og bland dem sammen med grønkålen. Skær æblerne i tynde både, vend dem forsigtigt med grøntsagerne og hæld det hele i et fad. Pisk olie, eddike, sirup og sennep sammen til en cremet dressing, smag til med salt og peber og fordel dressingen over salaten. Pynt med peanuts og server.

Grønkålssalat med gulerod, æble og peanuts

søndag den 2. august 2015

Madplan uge 32

Mandag: Stegt kyllingefilet med avocado-coleslaw

Tirsdag: Stegt rødspætte med blomkål og persillesovs

Onsdag: Som mandag

Torsdag: Pølsemix med chipotle-tomat-mayo (blev ikke til noget i sidste uge)

Fredag: Burger med det hele

Lørdag: Spiser ude

Søndag: Som fredag