Stegt flæsk, der er paneret, er ikke lige mig, og LCHF persillesovs har jeg forsøgt mig med før - uden held. Tilfældigt faldt jeg over en opskrift fra
Lidt om LCHF, og den måtte simpelthen prøves af.
Det var en stor succes, i hvert fald i min optik (mand og børn kan bedre li' paneret flæsk og er ikke vilde med blomkål. Dog kunne sovsen ta' den grimme blomkålssmag :)).
4 personer
900 g økologisk flæsk
Urtesalt og friskkværnet peber
4-5 dl piskefløde
2 æggeblommer
En stor klat smør, gerne persillesmør
Urtesalt og hvid peber
En stor dusk hakket persille
Citronsaft
1 stort blomkål, delt i "halvstore" buketter og dampet i letsaltet vand i 5-8 min.
Tænd for ovnen på 200 grader varmluft.
Bank flæsket fladt, krydr med urtesalt og friskkværnet peber og læg det på en bagerist med en bageplade under (til at opsamle fedt i). Steg flæsket i ovnen i 30-40 min., alt afhængig af ønsket sprødhed. Jeg er klart til helt sprødt flæsk, så her fik det 40 min. Vend flæsket, når halvdelen af tiden er gået.
Imens flæsket passer sig selv i ovnen, laves persillesovsen.
Hæld piskefløde i en gryde og pisk æggeblommerne ud heri. Varm op under konstant omrøring og giv blandingen et kort opkog. Skru helt ned for varmen og lad blandingen (små)koge lidt ind, rør af og til. Pisk en stor klat smør i og krydr med urtesalt og hvid peber. Lad sovsen tykne lidt. Tilsæt hakket persille, smag til med salt, peber og citronsaft og varm godt igennem.
Server den stegte flæsk med dampet blomkål og masser af persillesovs og glem den forestående opvask/rengøring, mens maden nydes :)
|
Stegt flæsk med blomkål og persillesovs |