torsdag den 31. juli 2014

Kalv på spyd

Egentlig skulle vi have grillspyd med kalv, champignons og halloumi, men da jeg stod alene med maden, var det lettere at stege spydene i ovnen. De blev super lækre og skal også prøves på grillen. Jeg serverede spydene med bagte grøntsager (champignons, rød snackpeber og selleritern) og mayodip.

4 personer

5-600 g kalv i tern *
6 spsk. olivenolie
3 knivspidse røget paprika
Himalayasalt og friskkværnet peber
En bakke markchampignons
En pakke halloumi el. grillost
Grillspyd

* jeg brugte øko kalvekød fra Aarstiderne

Tænd for ovnen på 200 grader.
Rør olie, røget paprika, salt og peber sammen til en marinade. Lad kalvekødet marinere i et par timer el. til næste dag. Rens champignonerne og skær osten i store tern. Sæt kød, champignons og ost på spyd (lad spydene ligge i vand i en halv time, hvis der skal grilles) og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Steg i ovnen i ca. 15 min.
Vend spydene når halvdelen af tiden er gået.

Kalv på spyd - klar til ovn el. grill
Kalv på spyd - klar til maven :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar