fredag den 23. januar 2015

Små græskarpizzaer

Jeg har gjort meget i Hokkaidogræskar, men der findes jo flere skønne græskar, og denne gang var det en Butternut squash, der måtte under kniven. Det blev til 12 lækre små græskarpizzaer, der blev spist på ganske kort tid. Selv tøsen, der ikke er vild med græskar, spiste med velbehag. Madbanditten inspirerede.

Ca. 12 stk. - afhængig af græskarrets størrelse

1(-2) Butternut squash
Olivenolie
Havsalt
Oksesalami i skiver
150-200 g gedeost el. feta
Frisk rosmarin, groft hakket

Tænd for ovnen på 200 grader varmluft.
Skær skiver af toppen af Butternut squashen. Stop når kernerne ses og brug resten af squashen til f.eks. grøntsagssuppe. Pensl græskarskiverne på begge sider med olivenolie og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys med salt. Bag i ovnen i ca. 20 min. Tag bagepladen ud af ovnen og tænd for ovnens grill. Læg oksesalami på græskarskiverne, top med smuldret ost og rosmarin.
Grill skiverne til de tager farve - ca. 5 min.

Små græskarpizzaer - med gede-smøreost
Små græskarpizzaer - med gede-rulleost

Ingen kommentarer:

Send en kommentar