lørdag den 21. marts 2015

Nougat-stykker a la Ragusa

Jeg havde en rest nougat fra jul liggende i fryseren og faldt over en opskrift i ALT for damerne, hvor nougat er en af bestanddelene. I bladet hedder opskriften "ORANGESTYKKER A LA RAGUSA", og så måtte jeg lige google Ragusa. Jeg har ikke smagt Ragusa nougat, men følgende nougat-stykker smager kun af mere...

Ca. 18 stykker

200 g nougat
50 g hasselnødder
75 g mandler
25 g tørrede tranebær
50 g mørk chokolade
1-2 tsk. revet øko appelsinskal

Skær nougaten i grove stykker og smelt den over vandbad. Hak hasselnødder og mandler groft og rist dem på en tør pande, til de dufter og er let gyldne. Afkøl dem. Hak chokolade og tranebær groft. Tag den smeltede nougat af varmen, lad den køle lidt af og rør den så med resten af ingredienserne. Hæld nougatmassen i en lille form beklædt med bagepapir og stil den på køl, til massen er stivnet. Skær i små firkanter og server til en god kop kaffe/te.

Nougat-stykker a la Ragusa
Nougat-stykker a la Ragusa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar