mandag den 30. december 2013

Bønnefritter

Jeg har haft svært ved at lave bønnefritter, hvor nogle ikke er for bløde og andre ikke for stegte/brændte. Jeg har brugt den gængse opskrift, der ligger på diverse LCHF blogs.
For ikke så længe faldt jeg over denne opskrift fra HEIDIS VERDEN, og følger man den,
får man perfekte bønnefritter.

2 personer

500 g frosne bønner
3 spsk. olivenolie
Et godt drys flagesalt

Hæld bønnerne på en bageplade beklædt med bagepapir og sæt dem i en kold ovn.
Tænd for ovnen på 140 grader varmluft og lad bønnerne varme op i 15 min. Dryp olie og drys flagesalt over bønnerne, vend det hele godt rundt og lad bønnerne stege videre i 45 min. Vend bønnerne rundt for hvert kvarter. Skru op for varmen til 150 grader varmluft og lad bønnerne stege videre i ca. 10 min.
Hold øje med dem, så de ikke får for meget.

Bønnefritter - server med en god fed dip, f.eks. aioli

fredag den 27. december 2013

Pizza-slizes på lasagnepladebunde

Jeg havde fire lasagneplader til overs fra en kyllingelasagne, og et eller andet sted havde jeg læst, at de kan bruges som pizzabunde - og det kan de. Her blev de smurt med tomatsauce, belagt med rødløg, champignon, chorizo med jalapenos og drysset med Cheddar og frysetørret oregano. De blev bagt i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 4 min.


Pizza-slizes på lasagnepladebunde

mandag den 23. december 2013

Julegrød

Ungerne og jeg plejer at spise risengrød lillejuleaften. I år blev det til julegrød (kun til mig), og den blev lavet efter Madbandittens opskrift på Wannabe risengrød. Jeg lavede få ændringer, og resultatet blev en ganske udmærket grød, der mættede helt vildt.
Grøden kommer bestemt på bordet igen.

1 stor portion

2 æg
1 dl piskefløde
1 dl vand
40 g mandler, malet til groft mel
4 spsk. kokosfibre

Kanelsukrin+
Smør

Pisk æg, fløde, vand, mandelmel og kokosfibre sammen i en gryde.
Varm op under omrøring og tag gryden af varmen, så snart grøden tykner.
Server med kanelsukrin+ og en stor smørklat.

Julegrød

Kokoskonfekt

Når jeg smelter chokolade til f.eks. konfekt, får jeg som regel altid chokolade i overskud.
I stedet for bare at hælde det indenbords :), kan det med fordel blandes med f.eks. hakkede nødder el. smeltet kokosolie og hældes i små forme. Jeg valgte at blande ristede kokosflager i chokoladen, fylde massen i små forme og drysse med kokosmel og frysetørret solbærpulver. Ideen fik jeg fra LOW CARB LIVSSTIL.

Kokoskonfekt

søndag den 22. december 2013

Nougat

Nougat er gudespise, og sammen med marcipan og mørk chokolade får man ikke mindre end himmerigsmundfulde... :) Opskriften har jeg fra en LCHF gruppe på FB.

150 g mørk chokolade 70-85%
200 g hasselnøddesmør
Evt. ½-1 spsk. sukrinmelis

Smelt chokoladen over vandbad, rør hasselnøddesmør i og smag eventuelt til med sukrinmelis. Fyld massen i en form beklædt med husholdningsfilm og sæt på køl, til nougatten er stivnet.

Nougat

















Noget af min nougat blev til fyld i marcipankugler, der blev dyppet i chokolade og drysset med hasselnøddeflager. Resten skal bruges til kransekage til nytårsaften.



fredag den 20. december 2013

Peberkage-cookies

Den årlige julebagedag (gennem de sidste 20 år) med en god veninde løb af stabelen
for en måned siden, og vi bagte LCHF jule-cookies, der blev virkeligt gode. Jeg kalder dem peberkage-cookies, da jeg tilsatte dejen en pose af Urtekrams "Krydderier til pebernødder.
Inspiration hentede jeg her.
Inden man går i gang, skal man lige vide, at LCHF småkager ikke bliver sprøde.

Ca. 25 stk.

160 g mandelmel
50 g blødt smør
1 æg
60 g sukrin gold
2 knivsspidse havsalt
1 tsk. vaniljepulver
1 tsk. bagepulver
1 pose "Krydderier til pebernødder" - fra Urtekram
50 g 85% chokolade, grofthakket

Tænd for ovnen på 190 grader.
Rør mandelmel og smør sammen i en foodprocessor. Tilsæt ægget og rør igen. Tilsæt sukrin gold, havsalt, vaniljepulver, bagepulver og pebernøddekrydderier og rør det hele godt sammen. Kom til sidst chokoladestykker i dejen og rør, til stykkerne er godt fordelt.
Sæt dejen på bagepapirbeklædte bageplader i store klumper med et par teskeer og flad dejklumperne lidt ud. Bag kagerne midt i ovnen i ca. 12 min.

Peberkage-cookies

torsdag den 19. december 2013

Kyllingelasagne

Det tager en del tid at lave lasagne, så jeg laver altid en dobbelt portion, så der er til minimum to dage. Denne lasagne har jeg lavet et par gange, før jeg blev LCHF'er, og den har været en succes var gang. Opskriften har jeg fra NEWYORKER by heart.

8 personer

Kødsauce:
3-4 løg, hakkede
6 fed pressede hvidløg
8-900 g kyllingefars
2 glas tomatsauce, jeg brugte en med aubergine i
½-1 potte frisk basilikum, hakket
Urtesalt og friskkværnet peber
Smør / klaret smør / kokosolie til stegning

Pastaplader:
190 g flødeost
6 æg
3/4 dl FiberHUSK
Olivenolie

Ostesauce:
2 bægre hytteost
2-3 store håndfulde revet ost, jeg brugte en lagret Cheddar
2 æg
Urtesalt og friskkværnet peber

+
400 g frisk spinat, skyllet og godt dryppet af

Smelt fedtstoffet i en gryde og sauter løg og hvidløg i ca. 5 min., til de er klare. Tilsæt kyllingefars og lad det stege med, til farsen smuldrer. Hæld tomatsauce ved, krydr med urtesalt og friskkværnet peber og lad saucen simre i ca. 30 min.
Tilsæt basilikum og smag til.

Tænd for ovnen på 150 grader varmluft.
Pisk æggene luftige. Tilsæt flødeost og FiberHUSK og pisk pastadejen godt sammen.
Lad den hvile i 10 min. Pisk dejen igennem og fordel den på to stykker bagepapir.
Pensl to stykker bagepapir med olivenolie og læg dem med oliesiden nedad ovenpå dejklumperne. Rul dejen ud mellem bagepapirstykkerne og bag dejpladerne i 10 min.
Tag dem ud af ovnen og fjern de øverste stykker bagepapir. Lad pastapladerne køle lidt af og skær dem ud til 12-16 lasagneplader med en skarp kniv.

Bland hytteost, revet ost, æg, urtesalt og friskkværnet peber.

Skru op for ovnen på 200 grader varmluft.
Saml lasagnen i et ovnfast fad: Læg en tredjedel kødsauce i bunden, dernæst en tredjedel ostesauce, halvdelen af spinaten og så halvdelen af lasagnepladerne *. Gentag og slut af med ostesauce. Drys med revet ost og bag i ovnen i ca. 30 min., til overfladen er gylden. Lad lasagnen hvile i 10 min. inden servering.

* Jeg havde fire lasagneplader til overs (kan fryses), som jeg brugte til pizza-slizes (blogindlæg følger).

Server eventuelt med en god tomatsalat.




Kyllingelasagne

tirsdag den 17. december 2013

Kokosplättar

Kesoplättarna var en succes, og da jeg så frk. sveskes mælkefri version, blev den vores søndagsmorgenmad for nogle måneder siden. Skøn morgenmad :)

6 plättar

Kokosfløde fra ½ dåse kokosmælk
2 æg
1 spsk. loppefrøskaller (HUSK)
½ tsk. kardemomme
½ tsk. vaniljepulver
Et nip havsalt
Evt. 1-2 spsk. kokosfibre
Kokosolie til at stege i

Pisk alle ingredienser sammen i en skål - gem kokosvandet og tilsæt lidt, hvis dejen bliver for tyk under bagningen. Varm kokosolie op på en pande ved middelvarme.
Steg små plättar til de er gyldne på hver side; når overfladen har "sat sig", er de klar til at blive vendt.

Kokosplättar
Server f.eks. med smør (evt. klaret smør) og kanelsukrin+ el. rødkitost og brombærmarmelade.



søndag den 15. december 2013

Rødkål

Et fint lille øko rødkål fra Årstiderne blev til julens rødkål - veltillavet uden sukker.
Da jeg var i god tid, kom jeg rødkålen i et skoldet glas og frøs den ned.

6-8 personer

1 lille rødkål, finthakket (jeg brugte min foodprocessor)
1 dl æblecidereddike
1 dl kirsebærjuice uden tilsat sukker
½ dl sukrin+
½ dl + 3 store tsk. sukrin gold
1 lille spsk. havsalt

Kom rødkål, æblecidereddike, kirsebærjuice, sukrin+ og den halve dl sukrin gold i en gryde, lad det koge op og derefter simre under låg i ca. 45 min., til kålen er mør. Kig til kålen undervejs og tilsæt evt. lidt mere kirsebærjuice. Smag til med sukrin gold og salt.

Rødkål

lørdag den 14. december 2013

Ovnbagte rødspætteruller med pesto-ricotta

Det er så skønt, når man får lavet en fiskeret, der bare smager godt; det gør denne. Inspiration fik jeg fra rav food.

4 personer

400 g rødspættefileter
125 g Ricotta
2 fed hvidløg
En håndfuld frisk basilikum
Ca. 25 g revet hård ost, jeg brugte Pecorino
Urtesalt
Smør til smøring
Lidt revet ost til gratinering

Tænd for ovnen på 200 grader varmluft.
Blend Ricotta, hvidløg, basilikum og ost til en ensartet masse. Læg en god spiseskefuld på hver rødspættefilet, der samles med en kødnål. Læg rullerne i et smurt ovnfast fad, drys med revet ost, og bag rullerne i ca. 20 min., til de er gyldne på toppen.

Server med f.eks. blomkålsris og et godt glas rosé.

Ovnbagte rødspætteruller med pesto-ricotta

fredag den 13. december 2013

Marcipan

Marcipanen her er supernem at lave og smager af ren marcipan (læs: Ikke af sukker). Denne gang smuttede jeg mandlerne; næste gang laver jeg "grov-marcipan".
Inspiration har jeg fra Lowcarb.dk, hvor Tatjana har lavet ikke mindre end 12 forskellige slags marcipan.

150 g mandler
1 æggehvide
2-3 spsk. sukrin gold
5 dråber mandelaroma (fra Urtegaarden)*

* vær opmærsom på at mandelaroma/-essens varierer i styrke

Læg mandlerne i blød i koldt vand dagen før, marcipanen skal laves.
Smut mandlerne og mal dem til mel i en foodprocessor (el. kaffekværn).
Tilsæt de øvrige ingredienser og kør til massen begynder at samle sig.
Nu er mulighederne talrige.
Marcipanen kan rulles til kugler, der dyppes i mørk chokolade, den kan kombineres med hjemmelavet nougat (blogindlæg følger), og den kan også lægges på køl til senere brug.

Marcipan

torsdag den 12. december 2013

Portobello-quiche

denne amerikanske low carb blog fandt jeg en opskrift, der inspirerede mig til nedenstående quiches. Jeg have to portobellosvampe fra Årstiderne, et glas grillede artiskokker og et glas persillepesto og kombineret med æg, ost, salt og peber, blev det til lækkert tilbehør til et par kalvesteaks.

1-2 personer

2 portobellosvampe
1 glas grillede artiskokker
1 æg
2 spsk. persillepesto
Urtesalt og friskkværnet peber
Et par gode håndfulde revet ost, jeg brugte en lagret Cheddar

Tænd for ovnen på 180 grader varmluft.
Børst urenheder af svampene og læg dem med "hatte-siden" nedad i et smurt ovnfast fad. Bag i 15 min. Blend imens resten af ingredienserne på nær osten og smag til.
Læg massen på svampene, top med revet ost og bag i ca. 20 min.
Tænd for grillen og grill til overfladen er gylden (ca. 4 min.).



Portobello-quiche

mandag den 9. december 2013

Chili con carne

Jeg havde aldrig lavet chili con carne uden bønner, men der er jo en første gang for alt,
og denne første gang blev resultatet overordentlig vellykket.
Inspiration fik jeg fra Madbanditten.

2 spsk. kokosolie
3 skalotteløg, finthakkede
3 fed hvidløg, pressede
½ spsk. spidskommen
½ tsk. cayennepeber
700 g oksekød, skåret i tern
400 g oksefars
1 glas tomatsauce el. 1 dåse hakkede tomater
2 spsk. ketchup el. tomatpure
½ spsk. kokossukker
2 tsk. Himalayasalt
2 røde og 1 grøn chili, fintskårne
2 oksebouillonterninger *
1,5 dl piskefløde
50 g mørk chokolade
100 g creme fraiche 38%
Himalayasalt og friskkværnet peber

* jeg brugte hjemmelavede bouillonterninger

Varm kokosolien op i en gryde og svits skalotteløg og hvidløg sammen med spidskommen og cayennepeber. Kom kød i gryden og lad det brune ved høj varme. Tilsæt tomatsauce, ketchup, kokossukker, salt, chili, bouillonterninger og piskefløde, rør det hele godt sammen og lad retten simre under låg i 1,5 time. Rør chokolade og creme fraiche i, lad saucen jævne og smag til.

Server med creme fraiche 38% og "grønt", f.eks. blomkålsris.


Chili con carne

lørdag den 7. december 2013

Kirsebærsauce

Sidste års hjemmelavede kirsebærsauce var ikke en succes, så jeg har været i køkkenet igen, og denne gang lykkedes det. Saucen er nem at lave, indeholder få ingredienser og smager SÅ meget af kirsebær :)

4-6 personer

300 g udstenede kirsebær *
3 dl usødet kirsebærjuice, f.eks. fra biona
3 spsk. sukrin gold - ca. 35 g
3-4 tsk. kuzu rørt ud i lidt kirsebærjuice

* jeg køber bærerne ved Årstiderne om sommeren, skyller, udstener og fryser dem ned.

Kom kirsebær, kirsebærjuice og sukrin gold i en kasserolle, kog nænsomt op og tag kasserollen fra varmen.
Hæld kuzu-jævningen i under omrøring, smag til og hæld på et skoldet glas.

LCHF venlig kirsebærsauce


Testportion til 2 personer 

fredag den 6. december 2013

Chia la mande

Chia la mande er prøvet af og fundet bedre end ris a la mande - hvor skønt :)
Desserten er nem at lave og mætter så meget, at jeg vil anbefale små portioner.
Som morgenmad kan en stor portion holde mig mæt til langt op ad dagen.

1 stor portion

2 spsk. chiafrø
1 spsk. hampefrø (kan udelades - dog ikke her i huset :))
1 tsk. vaniljepulver
1-1,5 dl fuldfed kokosmælk el. hjemmelavet mandelmælk
½ dl piskefløde
1 tsk. sukrin+
20-30 mandler, smuttede og hakkede *
Let pisket flødeskum af 3/4 dl piskefløde

* Jeg er som bekendt fascineret af det rå køkken, og derfor lægger jeg mandlerne i blød i koldt vand natten over og smutter dem (kolde) dagen efter.

Aftenen før chia la manden skal spises, røres chiafrø, hampefrø, vaniljepulver, kokosmælk/
mandelmælk og piskefløde sammen og stilles på køl natten over. På dagen røres grøden igennem med sukrin+ og mandler og smages til. Flødeskummet vendes i grøden og chia la manden stilles på køl el. spises med det samme.
Server med kirsebærsauce (blogindlæg følger) el. anden favorit topping.

Chia la mande

torsdag den 5. december 2013

Broccolirösti

Inspireret af Kim fra Kims Køkken (YouTube), der lavede blomkålsrösti, gik jeg i gang i køkkenet - dog med broccoli i stedet for.

10 stk.

400 g broccoli, kørt til "ris" i foodprocessoren (kan også rives på et rivejern)
2 æg
3 spsk. mandelmel *
4 måleskeer loppefrøskaller (HUSK) (ca. 2 spsk.)
Urtesalt og friskkværnet peber
Evt. andet/andre krydderi(er), jeg brugte tørret ramsløg
Smør / klaret smør til stegning

* jeg brugte alm. mandelmel og måtte tilføje loppefrøskaller. Bruger man affedtet mandelmel, er loppefrøskallerne overflødige

Hæld kogende vand over broccolirisene og lad dem stå et par minutter. Dræn vandet godt fra og rør med sammenpiskede æg, ca. halvdelen af mandelmelet, urtesalt, friskkværnet peber og eventuel(le) krydderi(er).
Tilsæt mere mandelmel og evt. loppefrøskaller, til konsistensen er fast (massen skal kunne formes til kugler med en ske).
Smelt smør på en pande, form kugler af broccolimasse, pres dem flade på panden og steg ved høj varme i ca. 3 min. på hver side. Krydr evt. med ekstra urtesalt.

Broccolirösti
Kan serveres til stort set alt stegt/grillet kød - husk en god pesto/mayo/sauce on the side:

Hos os blev broccoli-röstierne nydt som tilbehør til en hønsekøds-medisterpølse fra Hanegal (krydret med selleri og ramsløg) samt auberginepesto og mayo.

mandag den 2. december 2013

Lakse-spinat lasagne

Det tager tid at lave denne lasagne, men laver man en dobbeltportion er der mad til flere dage, og retten er bestemt den brugte tid værd. Inspiration fik jeg fra Hjemme hos Xenia.

8-10 personer

Spinatsauce:
4 spsk. smør / klaret smør
2 løg, hakkede
4 fed pressede hvidløg
1 kg frossen spinat
6 dl piskefløde
Saften af 1 citron
Stødt muskatnød
Havsalt og friskkværnet peber
2 æggeblommer

Pastaplader:
190 g flødeost
6 æg
3/4 dl FiberHUSK
Olivenolie

+
800 g laks, skåret i mundrette stykker
2-300 g revet ost, jeg brugte Thises Noir

Smelt smørret i en gryde og sauter løg og hvidløg i ca. 5 min., til de er klare. Tilsæt spinat og læg låg på, til spinaten er tøet. Hæld fløde ved og lad saucen simre i ca. 20 min., til den tykner lidt. Smag til med citronsaft, muskat, salt og peber. Tag gryden af varmen og tilsæt æggeblommer under omrøring.

Tænd for ovnen på 150 grader varmluft.
Pisk æggene luftige. Tilsæt flødeost og FiberHUSK og pisk pastadejen godt sammen.
Lad den hvile i 10 min. Pisk dejen igennem og fordel den på to stykker bagepapir.
Pensl to stykker bagepapir med olivenolie og læg dem med oliesiden nedad ovenpå dejklumperne. Rul dejen ud mellem bagepapirstykkerne og bag dejpladerne i 10 min.
Tag dem ud af ovnen og fjern de øverste stykker bagepapir. Lad pastapladerne køle lidt af og skær dem ud til 12-16 lasagneplader med en skarp kniv.

Skru op for ovnen på 180 grader varmluft.
Saml lasagnen i et ovnfast fad: Læg en tredjedel spinatsauce i bunden, dernæst det halve af laksestykkerne og så halvdelen af lasagnepladerne. Gentag og slut af med spinatsauce. Drys med revet ost og bag i ovnen i ca. 30 min., til overfladen er gylden. Lad lasagnen hvile i 10 min. inden servering.




Lakse-spinat lasagne