fredag den 9. maj 2014

Ramsløgspesto

Det er fem år siden, jeg stiftede bekendtskab med ramsløg, hvor de var i Lille Grøntkassen fra Aarstiderne. Ramsløgene, der smager af hvidløg, blev til en skøn pesto, men kan også bruges som grønt drys, i æggeretter (røræg el. omelet), i creme og dip, i el. til varme retter (f.eks. dampet og spist som spinat), i olie, i marinade og i kryddersmør. Denne gang købte jeg tre bundter ramsløg, der blev brugt til pesto, som grønt drys, i frikadeller og i kryddersmør. Af en anden LCHF blogger, Jette Christensen, har jeg fået at vide, at man kan finde ramsløg i Kolding - Seest området, så der må jeg ned og plukke løg i deres korte sæson næste forår. Jettes skønne og inspirerende blog hedder CDJetteDC's LCHF, og den findes her.

1 stort glas

Et bundt ramsløg, 15-20 blade
100 g nødder/kerner, jeg brugte mandler og paranødder
1,5-2 dl olivenolie
100 g Parmesan, Pecorino el. Manchgo, fint revet
Havsalt og friskkværnet peber

Tænd for ovnen på 160 grader varmluft og rist nødder/kerner, til de er gyldne. Lad dem køle af og blend dem med et nip salt og 1 dl olie. Tilsæt ramsløg, når nødder/kerner er hakkede og blend til en halvgrov pesto. Kom pestoen i en skål og rør osten i. Tilsæt olie til konsistensen er som ønsket og smag til med salt og peber. Hæld pestoen i et skoldet glas, top med olie og opbevar på køl.

Ramsløgspesto

onsdag den 7. maj 2014

Kakao-omelet

Jeg har taget ferie i denne uge for at have god tid til at forberede min datters konfirmation på søndag. Det giver også tid til at få prøvet nogle af de mange opskrifter på "to try"-listen. Efter en gang yoga gik jeg i gang med følgende kakao-omelet; opskriften kommer herfra.

1 person

2 æg
½ dl kokosmælk
1 stor spsk. kakao
1 stor spsk. kokosfibre
1/2 tsk. fiberHUSK
1 tsk. kanel
1-2 tsk. truvia el. 1 tsk. sukrin+
Kokosolie til stegning

Pisk alle ingredienser på nær kokosolie godt sammen. Smelt 2 tsk. kokosolie på en mellemstor pande ved høj varme. Hæld æggemassen på panden, skru ned for varmen og steg omeletten ved middel varme. Kakao-omeletten er færdig, lige så snart, den har sat sig - den skal været svampet indeni.
Top med f.eks. rabarberkompot (blogindlæg følger), ristede kokosflager og kakaonibs.
Hindbærmarmelade og lakridspulver skal også prøves af.

Kakao-omelet

tirsdag den 6. maj 2014

Biksemad

Med inspiration fra Madbanditten og rester af løg, knoldselleri, rosenkål og blandede krydderier, blev en dejlig og smagfuld biksemad til. Selvfølgelig med et spejlæg ovenpå og en god klat BBQ-marinade til (i stedet for ketchup).

4 personer

2 kalvesteaks, skåret i tern (el. en rest stegt kød skåret i tern)
Krydderier efter ønske
½ stort løg, grofthakket
½ knoldselleri, skåret i små tern
12-15 rosenkål, skåret i kvarte
Urtesalt og friskkværnet peber
Smør / klaret smør / kokosolie til stegning

4 æg
Evt. halve cherrytomater

Opvarm fedtstof på en pande og steg kødet næsten færdigt - med krydderier efter ønske. Hæld kød og stegesky i en skål. Opvarm en ny gang fedtstof på panden og steg løgene, til de har taget lidt farve. Tilsæt selleri og rosenkål, steg til det hele er sprødt og krydr med urtesalt og friskkværnet peber. Hæld kød og stegesky tilbage i panden til grøntsagerne og bland det hele sammen. Opvarm imens fedtstof på en anden pande og steg fire spejlæg.

Biksemad

mandag den 5. maj 2014

BBQ-marinade

Jeg har før lavet en BBQ-marinade, men den var ikke god nok til at komme på bloggen. Det er til gengæld BBQ-marinaden fra Jane Faerbers anden kogebog "MÆT & GLAD MED LCHF". Marinaden er super let at lave, og der er lidt bid i den :)

Til et mellemstort glas.

5 dl tomatpuré
1 skalotteløg
2 fed hvidløg
20 g smør
2 spsk. yaconsirup
3 spsk. tamari
½ dl æblecidereddike
Saft af 1 lime
1 spsk. røget paprika
2 tsk. stødt spidskommen
2 spsk. frisk el. frysetørret oregano el. merian
Urtesalt og friskkværnet peber

Kom alle ingredienser i en gryde og varm op til kogepunktet.
Tag gryden af varmen og lad marinaden køle af.
Blend marinaden, smag til og hæld på et skoldet glas.
I køleskab kan marinaden holde sig mindst to uger.

BBQ-marinade


søndag den 4. maj 2014

Madplan uge 19

Mandag: Indisk Butter Chicken med ovnstegte blomkålsris (rest fra sidste uge)

Tirsdag: Italienske krebinetter med smørstegt romanesco (kalvefars endelig i hus!)

Onsdag: Spinatblinis med røget laks, rygeostecreme, avocado og cavi-art

Torsdag: Kyllingegratin med tomatsalat

Fredag: Som torsdag

Lørdag: Grillet kalvefilet med ovnbagte grøntsager og "snyde-bearnaise"

Søndag: Konfirmation

lørdag den 3. maj 2014

Kålwraps med "mexifyld"

I KukKassen fra Aarstiderne var der et spidskål, og da jeg havde lyst til "meximad", måtte det blive kålwraps med "mexifyld".

3 personer

6 kålblade
400 g oksefars
1 løg, groft hakket
1 fed hvidløg
Et godt drys chili, oregano, paprika, spidskommen og timian
Kokosolie til at stege i
Himalayasalt og friskkværnet peber

Blancher kålbladene i letsaltet vand og lad dem dryppe af.
Smelt kokosolien og rist krydderierne. Tilsæt farsen og rør rundt, til kødet "smuldrer". Tilsæt løg og pres hvidløgsfeddet i. Lad blandingen simre 10-15 min. (gerne længere) og smag til med salt, peber og chili.
Server med revet ost, creme fraiche 38% og guacamole.

Kålwrap med "mexifyld"

fredag den 2. maj 2014

Mandelgrød

Endnu en kold grød er prøvet af, og den smagte skønt og mættede godt. Grøden er ikke sød, så man kan eventuelt tilsætte lidt sødning el. servere den med en sød topping.
Jeg nød grøden med æblecurd og kakonibs. Inspiration fik jeg her og der :)

1 person

1 håndfuld søde mandler, jeg bruger spanske
4 spsk. hørfrø
½ tsk. vaniljepulver
1 spsk. kanel
Vand

Put mandler, hørfrø, vaniljepulver og kanel i en skål. Dæk blandingen med vand, rør godt rundt, dæk skålen til og stil på køl til næste morgen. Blend grøden og smag evt. til med lidt sødning. Server med ønsket topping.

LCHF venlig mandelgrød