fredag den 9. maj 2014

Ramsløgspesto

Det er fem år siden, jeg stiftede bekendtskab med ramsløg, hvor de var i Lille Grøntkassen fra Aarstiderne. Ramsløgene, der smager af hvidløg, blev til en skøn pesto, men kan også bruges som grønt drys, i æggeretter (røræg el. omelet), i creme og dip, i el. til varme retter (f.eks. dampet og spist som spinat), i olie, i marinade og i kryddersmør. Denne gang købte jeg tre bundter ramsløg, der blev brugt til pesto, som grønt drys, i frikadeller og i kryddersmør. Af en anden LCHF blogger, Jette Christensen, har jeg fået at vide, at man kan finde ramsløg i Kolding - Seest området, så der må jeg ned og plukke løg i deres korte sæson næste forår. Jettes skønne og inspirerende blog hedder CDJetteDC's LCHF, og den findes her.

1 stort glas

Et bundt ramsløg, 15-20 blade
100 g nødder/kerner, jeg brugte mandler og paranødder
1,5-2 dl olivenolie
100 g Parmesan, Pecorino el. Manchgo, fint revet
Havsalt og friskkværnet peber

Tænd for ovnen på 160 grader varmluft og rist nødder/kerner, til de er gyldne. Lad dem køle af og blend dem med et nip salt og 1 dl olie. Tilsæt ramsløg, når nødder/kerner er hakkede og blend til en halvgrov pesto. Kom pestoen i en skål og rør osten i. Tilsæt olie til konsistensen er som ønsket og smag til med salt og peber. Hæld pestoen i et skoldet glas, top med olie og opbevar på køl.

Ramsløgspesto

2 kommentarer:

  1. Jeg følger ivrigt med på bloggen :-)

    Jeg er selv stifter af en nytænkende yogablog, som måske ville være noget for dig? www.cathrineyoga.dk

    Kh Cathrine Koefoed :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den skal jeg helt klart kigge nærmere på; dyrker yoga et par gange om ugen :)
      Kh. Lonerosa

      Slet