tirsdag den 30. december 2014

Anderilette

Juleaften var vi seks voksne om 2 ænder à 3200 g, og der var en pæn mængde kød og fedt i overskud efter det lækre julemåltid. De regulære hele stykker kød blev spist i løbet af de følgende dage, mens alle småstykker og alt, der kunne pilles af skroget blev til en super lækker anderilette. Opskriften har jeg herfra.

Til 3 glas som på billedet.

550 g tilberedt andekød
350 g andefedt
5,5 g havsalt (ca. 10-12 g pr. kg kød)
Tørret timian
Friskkværnet peber

Findel kødet i en foodprocessor eller riv det fra hinanden med to gafler (det første er klart lettest). Smelt andefedtet og bland det med kødet - hold lidt af fedtet tilbage til brug som "låg" i glassene. Tilsæt salt og smag til med timian og peber. Fyld anderiletten i alkohol-skyllede glas (jeg brugte gin), pres riletten godt sammen i glassene og hæld lidt andefedt på toppen som låg. Opbevares på køl eller frys. Nyd på kernebrød el. skiver af squash - top eventuelt med tynde skiver syltet agurk.

Anderilette

søndag den 28. december 2014

Madplan uge 53 / 1

Mandag: Spiser ude

Tirsdag: Farsbrød med bønnefritter og aioli (blev ikke til noget i sidste uge)

Onsdag: Spiser ude

Torsdag: "Smørrebrød" på bund af squash

Fredag: Smørstegt kyllingefilet med blomkålscouscous

Lørdag: Som fredag

Søndag: Dansk bøf med løg, ovnbagte rosenkål og brun sovs

lørdag den 27. december 2014

Grønkålsvafler

Jeg havde ingen rester til min frokost men med frisk grønkål og gede-smøreost i køleskabet og røget laks i fryseren, blev det til grønkålsvafler med mayo, røget laks og agurk. Lækker let frokost efter al julemaden. Opskriften er stort set magen til denne på spinatvafler.

6 vafler

6 æg
1 dl gede-smøreost, flødeost el. fed kokosmælk
4 store håndfulde frisk grønkål
10-12 basilikumblade
8 tsk. loppefrøskaller
1 tsk. bagepulver
Havsalt og friskkværnet peber
Kokosolie el. smør til stegning

Blend alle ingredienserne. Varm vaffeljernet op. Bag vaflerne gyldne i en smule fedtstof.

Grønkålsvafler

onsdag den 24. december 2014

Rå vaniljekranse eller -kugler

Jeg har de sidste tre år ønsket mig en tørreovn/dehydrator, men da det er en forholdsvis dyr og ikke livsnødvendig ting, er det ikke den, der har været i diverse gaver. Da min arbejdsplads så fyldte 50 år og i den forbindelse gav de ansatte jubilæums-gratiale, skulle en del af dette gratiale selvfølgelig gå til en tørreovn. Mit ønske er gået i opfyldelse - juhu :) Jeg har købt denne her model, og det første der skulle eksperimenteres med var apropos jul selvfølgelig Caroline Fibæks rå vaniljekranse. Glædelig jul.

Til en plade fuld

100 g bløde dadler, jeg brugte Medjoul dadler
3 spsk. kokosolie
4 spsk. kokospalmesirup el. yaconsirup
200 g malede mandler
1 knivspids havsalt
3 tsk. vaniljepulver

Blend dadlerne med kokosolie og sirup, til du har en blød masse. Tilsæt mandelmel, salt og vanilje og rør det hele godt sammen. Tril dejen til lillefingertykke stænger, der er ca. 7 cm lange og form dem til vaniljekranse. Tør dem i tørreovnen i 10-12 timer el. bag dem i en alm. ovn. Dejen kan også trilles til lækre konfektkugler.

Rå vaniljekranse

tirsdag den 23. december 2014

Kold chia-julegrød

Der er ikke noget som en gang chiagrød med julesmag her i julemåneden. Julekrydderierne er skønne, og ideen kommer fra Fru Kofoeds Køkken. Erstat æble med appelsinsaft i grøden og appelsintern på toppen, og du har endnu en jule-chiagrød.

1 portion

2 spsk. chiafrø
1 spsk. hampefrø (kan udelades)
½ æble, revet groft
1 tsk. hasselnøddesmør
½ tsk. vanilje
½ tsk. kanel
1/4 tsk. allehånde
Et nip havsalt
1,5 dl kokosmælk

+ topping:
½ æble, skåret i tern
En lille håndfuld hasselnødder, groft hakkede

Aftenen før grøden skal spises, blandes alle ingredienserne på nær toppingen og stilles på køl. Rør grøden igennem før du går i seng, og stil den på køl igen. Næste morgen røres grøden igennem, tilsættes evt. 1 spsk. god olie og toppes med æbletern og groft hakkede hasselnødder.

Kold chia-julegrød

mandag den 22. december 2014

Julekål

Vi kom til at tale om julekål på arbejde, og da jeg elsker julekål med kanelsukker men aldrig har lavet det selv, måtte jeg igang i køkkenet. Selvfølgelig blev min version af julekål serveret med kanelsukrin+, og jeg spiste den til en überlækker øko julemedister. Inspirationen til julekål hentede jeg her.

2 personer

1 hvidkål, ca. 500 g
35 g smør
2 dl piskefløde
Havsalt
Hvid peber

+
kanelsukrin+

Del kålhovedet i 6-8 både og kog det mørt i usalatet vand. Det tager ca. 45 min. Hæld vandet fra og læg kålen køle lidt af. Læg kålen i et rent viskestykke, saml viskestykket om kålen og vrid al vandet ud af kålen. Hak kålen i en foodprocessor. Smelt smørret i en gryde og varm kålen op i smørret, uden at smør og kål bruner. Hæld halvdelen af fløden i og lad kålen simre ved svag varme og under omrøring mens resten af fløden tilsættes. Når konsistensen er blød og cremet, smages julekålen til med salt og hvid peber.
Server med kanelsukrin+.

Julemedister med julekål

søndag den 21. december 2014

Madplan uge 52

Mandag: Julefrikadeller med stuvet hvidkål

Tirsdag: Julegrød

Onsdag: Andesteg med brunede kartofler, ovnbagte rosenkål, rødkål, sauce, chips,
               tyttebær og asier.
             + Nødde-og-chia la mande med kirsebærsauce

Torsdag: Rester

Fredag: Farsbrød med bønnefritter og aioli

Lørdag: Som fredag

Søndag: Som mandag




lørdag den 20. december 2014

Brændte mandler

Hvorfor har jeg dog ikke lavet brændte mandler før? De er virkeligt nemme at lave, og de smager SÅ godt. Så godt at de skal stilles laaangt væk for at vare mere / holde længere end 10 min....
Opskriften har jeg fra Madbanditten.

200 g mandler
3 spsk. kokossukker
1 spsk. Ceylon kanel
1-2 spsk. vand

Tænd for ovnen på 150 grader.
Hæld det hele på en pande, varm op og rør godt rundt, til vandet er fordampet, og sukker og kanel sidder på mandlerne. Fordel mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir og tør mandlerne i ovnen i ca. 20 min.

Brændte mandler

fredag den 19. december 2014

Nødde-og-chia la mande

Hvis jeg ikke vidste, at det ikke var risalamande, jeg spiste, kunne jeg godt snydes med denne nødde-og-chia la mande. Jeg serverede den for ungerne, der godt vidste, at det ikke var risalamande, og den eneste anke var, at der ikke var nok hakkede mandler i (opskriften nedenfor er rettet til). Da glasset var tomt bad de begge om mere, og jeg har "fået lov til" at servere nødde-og-chia la mande juleaften - juhu :)
Juleaften bliver det dog med kirsebærsauce, som jeg har bær til i fryseren.
Opskriften har jeg fra den dygtige Madbandit(ten).

4 portioner

80 g usaltede cashewnødder
Vand
2 spsk. chiafrø
1,5 dl kokosmælk
½ tsk. vaniljepulver
2,5 dl. piskefløde
2 tsk. Sukrin Melis
1 tsk. vaniljepulver
30 smuttede, hakkede mandler
200 g hindbær, evt. frosne optøede

+
1 hel smuttet mandel, hvis der er en mandelgave på spil :)

Put cashewnødderne i en skål, overhæld dem med koldt vand og lad dem stå i to timer. Bland chiafrø, kokosmælk og vaniljepulver i en anden skål og lad den stå (og blive til chiagrød), til cashewnødderne er klar. Hæld vandet fra cashewnødderne, hak/blend dem til en grynet masse og bland massen med chiagrøden. Pisk fløden med Sukrin Melis og vaniljepulver og vend flødeskummet og de hakkede mandler ind i nødde-chiamassen.
Anret evt. nødde-og-chia la manden i små glas/skåle og server med blendede hindbær.

Nødde-og-chia la mande

onsdag den 17. december 2014

Ovnstegte andelår

Tre andelår lå i fryseren og råbte på at blive tilberedt og nydt... ;)
Jeg googlede og fandt denne lækre opskrift hos NEWYORKER by heart. En blog jeg stadig bliver inspireret af efter forfatterens alt for tidlige død tidligere på året :(

3 personer

3 store el. 5-6 små andelår
1 spsk. kokossukker el Sukrin Gold
1 spsk. flagesalt
Nålene af to stilke frisk rosmarin, finthakkede

Gå andelårene efter for urenheder og dup dem tørre. Bland en rub af sukker/sødning, salt og frisk rosmarin. Gnid andelårene med rubben og læg dem med skindsiden opad i et ovnfast fad. Dæk fadet til og stil på køl til næste dag.

Rub til andelårene










Sæt fadet i en 180 grader varm ovn (varmluft) i 30-50 min. alt efter andelårenes størrelse. Sæt et stegetermometer i et af lårene; når temperaturen når 88 grader, er lårene færdige.

Ovnstegte andelår

mandag den 15. december 2014

Rejepizza

Nu skal det hele jo ikke gå op i jul... eller noget..., så her kommer en opskrift på pizza med rejer. Jeg var meget skeptisk, da jeg gik i gang med at lave pizzaen, da varme rejer måske ikke lige er sagen. Men da jeg endnu ikke er gået fejl af opskrifter fra 56 KILO, og da billederne af pizzaen ser virkeligt lækre ud, "kastede" jeg mig ud i det og kan kun sige, at varme rejer ER sagen :)

4-5 personer

Bund:
4 æg
1,5 dl mandelmel
1,5 spsk. fiberHUSK
2 spsk. pofiber
1 tsk. bagepulver
1,5 dl revet Mozarella
Et nip havsalt
3/4 dl vand

Fyld:
En mellemstor dåse tomatpuré
200 g revet Mozarella
½ fennikel, skåret fint på et mandolinjern
300 g rejer, jeg brugte de fine store øko-rejer fra SuperBrugsen
125 g frisk Mozarella, skåret i skiver
Karry
Basilikum

Tænd for ovnen på 180 grader varmluft.
Pisk æggene luftige. Bland de tørre ingredienser til bunden og rør dem i æggene sammen med vandet. Hæld dejen på en bageplade beklædt med bagepapir og bred dejen ud med en dejskraber. Lad pladen med dej stå i 5 min., sæt den så i ovnen og bag den i 10 min.
Tag den forbagte pizzabund ud og skru op for ovnen på 225 grader. Smør pizzabunden med tomatpuré. Fordel halvdelen af den revne ost ovenpå og derpå fennikel, rejer, revet ost, karry, Mozarella-skiver og basilikum. Sæt pizzaen i ovnen og bag den, til osten er smeltet. Server evt, en fennikel-salat til.

Rejepizza

søndag den 14. december 2014

Madplan uge 51

Mandag: Medister med julekål

Tirsdag: Shepards Pie

Onsdag: Som mandag

Torsdag: Som tirsdag

Fredag: Kernebrød med lun leverpostej, bacon og champignons

Lørdag: Steaks med ovnbagte rosenkål og snyde-bearnaise

Søndag: Risengrød (til ungerne) / julegrød til mig

lørdag den 13. december 2014

Rødkålssalat med frugt og smørstegte hasselnødder

Rødkålssalaten her passer SÅ godt til jul og and - med sødmen fra både dressing og frugt. Og hos ungerne glider rødkål i sådan en "indpakning" lettere ned... :)
Opskriften har jeg fra rav food.

4 personer

Salat:
½ rødkålshoved, hakket fint
Havsalt
15 g smør / klaret smør
50 g hasselnødder
1 lille klase røde stenfri druer, skåret i halve
3 store friske dadler, skåret i små stykker
½ æble, skåret i meget tynde skiver
Friskkværnet peber

Dressing:
Saften af en appelsin
2 spsk. æblecidereddike
4 spsk. ribsgele

Drys den hakkede rødkål med salt, massér kål og salt sammen. put det i en sigte og lad kålen dryppe af en times tid. Skyl kålen med koldt vand og lad den igen dryppe af. Rist hasselnødderne i smørret ved middel varme, til de dufter og begynder at tage farve. Læg dem på et stykke køkkenrulle og lad dem køle af. Put ingredienserne til dressingen i en lille gryde, varm op og kog sammen, til al ribsgeleen er smeltet. Vend rødkålen med den varme dressing og sæt på køl min. 4 timer, gerne natten over. Nulr hasselnødderne i køkkenrullen, så det meste af skallerne falder af. Vend rødkålen med halve druer, dadelstykker, æblestykker og "afskallede" hasselnødder. Top salaten med et lille drys friskkværnet peber.

Rødkålssalat med frugt og smørstegte hasselnødder

torsdag den 11. december 2014

Pebernødder

Jeg skulle lige smage på disse pebernødder et par gange, før jeg kunne sige, at de er gode. Det er nok fordi, de ikke har "normal" pebernøddesmag, men når det så er sagt, er de faktisk rigtigt gode og smagfulde. Og så er de lidt sprøde, og det er en sjældenhed ved LCHF småkager. Jeg tog udgangspunkt i denne her opskrift fra CDJetteDC's LCHF, og da jeg skiftede Sukrin Gold ud med kokossukker hører pebernødderne under meget liberal LCHF.

Til en lille bageplade / kagedåse

100 g mandler
25 g kokosfibre
10 g affedtet hørfrømel
60 g kokossukker
2 tsk. vaniljepulver *
1 tsk. hvid peber *
1 tsk. kanel *
1 tsk. kardemomme *
½ tsk. ingefær *
½ tsk. hjortetaksalt
80 g koldt smør

* Jeg brugte i stedet ½ pose "Krydderier til pebernødder" fra Urtekram

Kværn mandlerne i en foodprocessor og bland mandelmelet med de øvrige tørre ingredienser. Skær smørret i små stykker og kom det ned i skålen med de tørre ingredienser. Brug hænderne til at "findele" smørret og samle dejen.
Tænd for ovnen på 140 grader.
Tril pebernødder og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i 20 min., sluk for ovnen og lad pebernødderne tørre i eftervarmen (med ovndøren på klem) i 5-10 min.
Lad pebernødderne køle af på en bagerist og opbevar dem i en tætsluttende kagedåse.

Pebernødder

onsdag den 10. december 2014

Varm chia-julegrød

Jeg har længe villet lave varm chiagrød à la jul, og det er da bare en dejlig spise, nu vi nærmer os julen. Jeg nød grøden en sen morgen og var mæt de næste fem timer. Jeg erstattede piskefløden med kokosmælk, og jeg kunne ikke smage kokos men derimod smør og kanelsukrin+ :)

1 portion

30 g chiafrø
1,5 dl kokosmælk
1 dl vand
½ spsk. sukrin+
Et nip havsalt

+
smør og kanelsukrin+

Kom det hele på nær salt i en gryde og lad det simre ved svag varme, til grøden tykner.
Det tager 10-15 min. Tag gryden af varmen, tilsæt et nip salt og rør godt rundt.
Server med en stor smørklat og kanelsukrin+

Varm chia-julegrød

tirsdag den 9. december 2014

Ribbensteg

Jeg var så heldig at "falde over" en øko ribbensteg i Netto, og da den havde været en tur i ovnen, var det svært at overtale ungerne til, at der skulle være til to dage. Min prioritet er en mindre mængde økologisk kød fremfor en større mængde konventionel kød. Og jeg bliver så glad, når jeg "får fat i" øko kød, der er til at betale; det må godt koste mere end konventionel kød, men så må der spares andre steder. Nå, nu til en opskrift, hvis man kan kalde det det :)

6 personer

1 ribbensteg - ca. 1 kg
Himalayasalt el. en anden god salt
Laurbærblade

Sørg for at sværen er ridset helt ned til kødet. Drys med en rigelig mængde salt, sæt laurbærblade fast i nogle af rillerne og læg stegen på en rist over en bradepande. Sæt bradepanden i en kold ovn og tænd for ovnen på 200 grader varmluft. Sæt et stegetermometer i stegen og lad den stege til temperaturen når 70-75 grader. Tag stegen ud af ovnen og lad den stå 5 min., før den skæres ud.

Ribbensteg fra en øko-gris

Ribbensteg til sultne maver


søndag den 7. december 2014

Madplan uge 50

Mandag: Auberginegryde (rester fra torsdag i sidste uge)

Tirsdag: Rejepizza med fennikel-æble salat

Onsdag: Ovnstegte andelår med rødkålssalat

Torsdag: Krebinetter og bønnefritter med aioli

Fredag: Julegrød med kanelsukrin+ og smørklat

Lørdag: Som torsdag

Søndag: Koteletter i fad med sellerimos

lørdag den 6. december 2014

Grønkålspesto

Jeg købte grønkålskassen hos Aarstiderne, og jeg skal love for, at jeg fik grønkål. Tre meget store poser. En tredjedel af en af poserne blev til følgende skønne og meget velsmagende pesto - lavet med inspiration fra SMAG på maden.

Til ca. 2 dl pesto

Ribbet grønkål svarende til 3 dl finthakket kål
En håndfuld ristede paranødder *
3 spsk. Manchego, Pecorino el. Parmesan
1 stort fed hvidløg
Olivenolie
Citronsaft
Havsalt

* Jeg ristede nødderne i ca. 10 min. ved 140 grader varmluft

Kom grønkål, paranødder, ost, hvidløg og et par spsk. olie i en foodprocessor. Blend et par minutter, skrab ned fra siderne og tilsæt mere olie, til konsistensen er som ønsket. Smag til med citronsaft og salt. Hæld på skoldet glas og opbevar i køleskabet.

Grønkålspesto

fredag den 5. december 2014

Bønnesalat med æg og ristede mandler

Nem, lækker og velsmagende bønnesalat - kort og godt. Opskriften kommer herfra.

4 personer

4-500 g frosne bønner
3 æg, kogt så de er lidt smilende
50 g mandler
1,5 spsk. estragoneddike
1,5 spsk. olivenolie
1,5 spsk. tomat- og chilipesto
Himalayasalt og friskkværnet peber

Rist mandlerne på en varm og tør pande. Hæld dem over på et skærebræt og lad dem køle af. Tø bønnerne op, skær dem i mindre stykker og læg dem i et fad. Hak æggene groft og fordel dem over bønnerne. Rør en dressing af estragoneddike, olivenolie og pesto og smag til med salt og peber. Hæld dressingen over bønner og æg. Hak de ristede mandler groft og top salaten med dem.

Bønnesalat med æg og ristede mandler

torsdag den 4. december 2014

Rå creme fraiche

Indimellem har jeg perioder, hvor jeg undgår mejeriprodukter (primært fordi min hud bliver pænere af det), og hvis der skal bruges creme fraiche som tilbehør el. dip, laver jeg følgende rå creme fraiche. Den er nem at lave og smager skønt. Er det kun mig, der spiser af den, laver jeg en halv portion. Opskriften har jeg fra bogen "RAW FOOD".

2,5 dl cashewnødder
Vand til iblødsætning
3/4 dl vand
2-4 tsk. æblecidereddike el. saften af ½-1 citron
1/4 tsk. salt

Læg cashewnødderne i blød i vand i et par timer. Hæld vandet fra og blend nødderne og de andre ingredienser. Smag til og server. Opbevar på køl.

Rå creme fraiche




mandag den 1. december 2014

Kyllingegratin vol. ll

Kyllingegratin vol. ll minder meget om denne gratin og opskriften kommer også fra samme blogger Ryskadockor. Heldigvis gør det ikke gratinen mindre god :)

4 personer

500 g let tilberedt* kyllingekød, skåret i mundrette stykker
1 aubergine, skåret i tern
8-9 champignons, skåret i kvarte
Babyspinat (mængden skal kunne dække gratinfad)
100 g Halloumi (ost), skåret i tern
5 æg
5-6 spsk. mayonnaise
Rød chili, finthakket
Persille, hakket
Himalaysalt og friskkværnet peber
Smør / klaret smør til stegning

* let tilberedt betyder et par minutters pochering el. bruning.

Steg aubergine og champignon i godt med fedtstof, til grøntsagerne er møre og har lidt stegeskorpe. Krydr med salt og peber. Tænd for ovnen på 200 grader varmluft. Læg kyllingekød, revne spinatblade og de stegte grøntsager i en smurt gratinfad. Bland det hele godt. Fordel osteternene i fadet. Pisk æg og mayonnaise sammen, tilsæt chili og persille og krydr med salt og peber. Pas lidt på med saltet, da osten er salt i sig selv. Hæld æggemassen over gratinfyldet og bag i ovnen i ca. 20 min.
Server med f.eks. en grøn salat og en god mayonnaise.

Kyllingegratin vol. ll



søndag den 30. november 2014

Madplan uge 49

Mandag: Ribbensteg med grønkålssalat

Tirsdag: Som mandag

Onsdag: Smørstegt kylling med grøntsagsgratin

Torsdag: Auberginegryde

Fredag: "Smørrebrød" på bund af squash

Lørdag: Som torsdag

Søndag: Laksepizza med guacamole

fredag den 28. november 2014

Glutenfri boghvedegranola

Svenske Renée Voltaire laver og sælger bl.a. en række lækre granolaer, og da denne glutenfri boghvedegranola dukkede op på Urtekrams blog, måtte jeg en tur i køkkenet. Boghvede er ikke som navnet antyder en kornsort men derimod en nød, hvilket betyder, at den er glutenfri - og så gør den granolaen dejlig crunchy. Granolaen er super lækker som topping på mælkefri yoghurt, lyserød køleskabsgrød og smoothie.

Et stort glas

4 dl hel boghvede
1 dl chiafrø
1 dl kokosmel
1 tsk. kanel
50 g smør
1 dl æblemos

+ nødder, kerner og tørret frugt/bær efter ønske, jeg brugte 2 spsk. solsikkekerner, en lille håndfuld morbær og en lille håndfuld gojibær.

Tænd for ovnen på 150 grader varmluft.
Smelt smørret i en gryde. Bland boghvede, chiafrø, kokosmel, kanel, kerner og/eller nødder i en skål. Tilsæt smeltet smør og æblemos og rør det hele godt sammen. Fordel massen på en bageplade beklædt med bagepapir og bag i ca. 30 min. Hold øje med granolaen og rør i den et par gange. Lad granolaen køle af, bland tørret frugt/bær i og fyld på glas.

Glutenfri boghvedegranola
Herlighed på glas :)

torsdag den 27. november 2014

Broccolifritter

Nemt og lækkert tilbehør fundet hos Madbanditten. Den sunde kål smager virkelig godt efter en tur i ovnen med olivenolie og salt. Vi var tre personer til middag og spiste 1½ broccolihoved.

4 personer

2 broccolihoveder
Godt med olivenolie el. smeltet smør /klaret smør
Flagesalt

Tænd for ovnen på 180 grader varmluft.
Skær 2-3 cm af broccolihovedernes ender; resten af stokken skal blive på. Skær fritter ved at skære hele vejen gennem broccolihovederne (med stok). Halver store stykker. Vend broccolifritterne i godt med fedtstof og et drys flagesalt. Fordel fritterne på en bageplade beklædt med bagepapir og bag i ovnen i 20-25 min.
Server med en god dip el. sauce, f.eks. "snyde-bearnaise".

Broccolifritter klar til ovnen
Broccolifritter klar til middagen


tirsdag den 25. november 2014

Trøffelmayo

Da jeg i foråret var i Rom, købte jeg på et marked et lille glas med tre små trøfler. Jeg har kun én gang spist trøffel, og det var på en restaurant i Cannes, hvor forretten var en salat vendt i trøffelolie og drysset med friskrevet trøffel - mums :)
Da jeg skulle lave grillet blomkål, fandt jeg en opskrift i Politiken, hvor den grillede blomkål blev serveret med trøffelmayo. Og den mayo var jo oplagt at lave, så jeg kunne få brugt en af trøflerne. Min trøffelmayo blev serveret til ovnstegt flæsk og bagte broccoliskud.

4 personer

8-10 store spsk. mayo
3-4 tsk citronsaft
3-4 tsk. olivenolie med trøfffel
1 lille trøffel - ca. 2 cm i diameter, fintrevet

Rør alle ingredienser sammen og smag til.

Trøffelmayo

søndag den 23. november 2014

Madplan uge 48

Mandag: Sprød osteomelet med grønt

Tirsdag: Smørstegt kotelet og coleslaw med mango/tahin-dressing

Onsdag: Smørstegt kyllingefilet og coleslaw med mango/tahin-dressing

Torsdag: Tomatsuppe med suppe-oopsies

Fredag: Burger og små græskarpizzaer

Lørdag: Som torsdag

Søndag: Som fredag

fredag den 21. november 2014

Savoykåls-pita med oksefyld, creme fraiche, ost og mangochutney

Tilbage i mine "brød-dage" blev oksefyldet til denne ret serveret i pitabrød, og retten var en af favoritterne herhjemme. Nu serveres fyldet i savoykålsblade, og det er retten bestemt ikke blevet ringere af - tvært imod. Mangochutney er ikke LCHF, men smager SÅ godt til retten. Jeg ved ikke, hvor jeg har opskriften fra, da jeg i tidernes morgen har skrevet den af...

4 personer

400 g oksefars
2 gulerødder, revet groft (kan erstattes med peberfrugt, skåret i små stykker)
2 porrer, skåret i tynde ringe
2 fed hvidløg, fint hakket
1 spsk. karry
Himalayasalt og friskkværnet peber
Smør / klaret smør til stegning

+
Savoykålsblade
creme fraiche 38%
revet ost, gerne med smag
Chiliflager
Evt. mangochutney

Varm smørret op i en gryde og lad karry, hvidløg og kød stege, til kødet smuldrer. Tilsæt porre og lad det stege med i ca. 5 min. Tilsæt gulerod, tag gryden fra varmen og rør godt rundt. Server i savoykålsblade med creme fraiche, ost, chiliflager og evt. mangochutney.

Savoykåls-pita med oksefyld, creme fraiche, ost og mangochutney

torsdag den 20. november 2014

Spizy broccolisalat

Denne broccolisalat er intet mindre end fantastisk - konsistens og smag sidder lige i skabet. Salaten går godt til stort set al slags kød; vi nød den til øko koteletter stegt i hvidløgssmør. Inspirationen fik jeg fra bloggen Fru Kofoeds Køkken.

1 broccolihoved
6 cocktailtomater
100 g feta (gerne Kirks)
170 g creme fraiche 38%
2 fed hvidløg
2 spsk. olivenolie
2 tsk. sambal oelek
2 tsk. spidskommen
Saft af ½ lime
Himalayasalt og friskkværnet peber
100 g chorizo, skåret i tynde skiver
4 spsk. græskarkerner
Flagesalt

Del broccolihovedet i små buketter. Læg dem i en skål med lidt salt og overhæld med kogende vand. Lad dem stå i 2-3 minutter, til de er møre men stadig har bid. Hæld vandet fra og læg broccolibuketterne til afdampning på et viskestykke; de skal være kolde og så tørre som muligt, inden de vendes i dressingen.
Rør en dressing af moset feta, creme fraiche, presset hvidløg, sambal oelek, spidskommen, limesaft og olivenolie. Smag til med salt og peber.
Skær tomaterne i både, skrab kernerne ud med en teske og rør dem i dressingen. Skær tomatkødet i strimler, dup dem tørre og vend dem og broccolibuketterne i dressingen.
Rist græskarkernerne på en varm pande med lidt flagesalt, indtil de popper. Tilsæt evt. lidt olivenolie, saltet hænger bedre fast. Rist også chorizoskiverne sprøde og læg dem til afkøling på fedtsugende papir.
Top broccolisalaten med chorizoskiver og græskarkerner, lige inden den serveres.

Spizy broccolisalat

onsdag den 19. november 2014

Havregrød à la gulerodskage

Endnu en eftertræningsgrød (læs evt. mere her) - og denne gang med smag af gulerodskage. Inspirationen hentede jeg fra en kommentar til et af Annes blogindlæg.

1 portion

1 dl glutenfri havregryn
1,5-2 dl vand
Et drys vaniljepulver
Et drys nellike
Et godt drys kanel
1 spsk. kokosmel
En mellemstor gulerod, groft revet
Evt. et æg
Et nip havsalt

+
Creme fraiche el. kokoscreme rørt med vaniljepulver

Put havregryn, vand, krydderier, kokosmel og det meste af den revne gulerod i en gryde og kog det til grød. Tag gryden af varmen, tilsæt et nip salt og et æg og rør godt rundt. Kog grøden op igen - under omrøring -, til grøden har ønsket konsistens. Hæld grøden i en skål og top med vaniljecreme, resten af den revne gulerod og et lille drys vanilje.

Havregrød à la gulerodskage

søndag den 16. november 2014

Madplan uge 47

Mandag: Stegt laks med broccolimos og gulerodsstave

Tirsdag: Stromboli-pizza med kålsalat

Onsdag: Brændende kærlighed

Torsdag: Græsk kylling med rosenkålssalat

Fredag: Som onsdag

Lørdag: Kål-pita med oksefyld, creme fraiche, ost og mangochutney

Søndag: Som lørdag

lørdag den 15. november 2014

Mørbrad med timianporrer

Opskriften på mørbrad med timianporrer stammer fra et samlehæfte fra et eller andet supermarked, og da jeg for det meste spiser striks LCHF, har jeg udeladt 4 røde æbler (skåret i tynde både), der tilsættes, lige inden porreskiverne småkoger i 3 min.

4 personer

1 øko svinemørbrad, ca. 500 g
2 spsk. friske timianblade el. 1 tsk. tørret timian
4 porrer, skåret i 1 cm skrå skiver
1 dl friske timianblade el. 1 spsk. tørret timian
½-1 dl grøntsags- el. hønsebouillon
Kokosolie til stegning
Himalayasalt og friskkværnet peber

Afpuds mørbraden og skær den i 2 cm tykke skiver. Dup dem tørre med køkkenrulle og drys med timian, salt og peber. Brun skiverne et par minutter på hver side i kokosolie på panden. Læg dem på en tallerken.
Rist porreskiverne let gyldne i kokosolie med timian, hæld bouillon ved og lad det småkoge i 3 min. Smag til med salt og peber og læg mørbradskiverne ned på og imellem porreskiverne.
Server med f.eks. grillet blomkål og mayodip.

Mørbrad med timianporrer
Grillet blomkål og mayodip on the side

fredag den 14. november 2014

Græskarmuffins

Der er gået græskar i den herhjemme, og de sidste to dl Hokkaidopuré blev brugt i disse lækre muffins, der passer så godt til en hygge-eftermiddag inde i varmen, mens efteråret "raser" udenfor. De små kager dufter og smager skønt, og konsistensen er rigtig god.

6-7 muffins

50 g blødt smør
2 spsk. kokossukker
2 spsk. sukrin
2 æg
½ dl piskefløde
2 dl Hokkaidopuré
½ dl affedtet mandelmel
½ dl pofiber
1 stor tsk. fiberHUSK
Skal ef en øko citron el. appelsin
½ brev brunkagekrydderi
1 tsk. kanel
1 tsk. bagepulver
En god håndfuld grofthakkede pekannødder

+
Pekannødder til pynt

Tænd for ovnen på 200 grader.
Pisk smør, kokossukker og sukrin. Tilsæt resten af ingredienserne og rør det hele godt sammen. Fordel dejen i muffinforme, læg en nød på toppen af hver muffin og bag i ca. 35 min.

Græskarmuffins


onsdag den 12. november 2014

Hokkaidosuppe

Jeg er ikke så vild med suppe, men skal det være, skal det være en lækker cremet en af slagsen, og det er denne Hokkaidosuppe. Desuden havde jeg en stor portion Hokkaidopuré, der skulle bruges, og i min verden er madspild ikke en option.
Der er et hav af opskrifter i blogland; jeg blev inspireret af denne her.

4-5 portioner

Ca. 8 dl Hokkaidopuré
1 dåse kokosmælk
½ l grøntsagsbouillon
Saften af 1 appelsin
Timian
Røget paprika
Cayennepeber
Himalayasalt

+
Smørristede chorizoskiver, creme fraiche 38% og saltristede græskarkerner

Kom Hokkaidopuré, kokosmælk, grøntsagsbouillon og appelsinsaft i en gryde. Varm op til kogepunktet, tilsæt krydderier og lad suppen simre nogle minutter. Smag til og server med forslået eller ønsket topping.

Hokkaidosuppe

mandag den 10. november 2014

Hokkaido-smoothie

Denne Hokkaido-smoothie er blevet et elsket eftertræningsmåltid (suppleret med et æg el. proteinpulver) og selv knægten, der synes, den smager underligt, drikker den. Jeg synes om både konsistens og smag; sidstnævnte minder om brunkager/jul :) Opskriften kommer herfra.

Et STORT glas

2,5 dl Hokkaidopuré
1-1,5 dl kokosmælk
½ frossen banan el. 1 spsk. yaconsirup
Skallen af 1 øko appelsin og saften af ½ appelsin
Et lille stykke frisk ingefær (svarende til 1-2 tsk.)
1-2 tsk. brunkagekrydderi el. kanel
En håndfuld isterninger

Kom det hele i en blender og blend det godt sammen. Smag til og server.

Hokkaido-smoothie

søndag den 9. november 2014

Madplan uge 46

Mandag: Andebryst med rødkålssalat og Hokkaidofritter

Tirsdag: Rejepizza med kålsalat

Onsdag: Spiser ude

Torsdag: Som tirsdag

Fredag: Smørstegt kylling og græskar-pizzaer

Lørdag: "Smørrebrød" på bund af squash

Søndag: Som fredag

lørdag den 8. november 2014

Hokkaidopuré

Da Madbanditten "bød på" græskarsmoothie, måtte jeg en tur i SuperBrugsen efter tre små øko Hokkaidogræskar, og så skulle der laves puré. Det blev til den lækreste og mest cremede Hokkaidopuré, der med sin neutrale smag kan bruges til/i forskellig mad som f.eks. suppe, smoothie og kage (blogindlæg følger). Jeg lavede en stor portion, der blev opbevaret i køleskabet.

Til et stort glas

3 Hokkaidogræskar
1,5 dl fed kokosmælk

Tænd for ovnen på 180 grader. Skrub græskarrene godt, skær dem i kvarte og skrab "indmaden" ud. Læg græskarstykkerne på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem ca. 35 min. - til de er helt møre. Lad græskarstykkerne køle af, skær dem i mindre stykker og blend dem og kokosmælken til en cremet puré. Fyld på glas og opbevar på køl.

Hokkaidogræskar klsr til bagning
Hokkaidopuré

torsdag den 6. november 2014

Grød med lakrids og hindbær

De sidste fire måneder har jeg trænet efter diverse programmer i Anna Bogdanovas bog "Skyhøj Forbrænding". Kostmæssigt har det betydet flere kulhydrater men timet således, at jeg har indtaget dem lige efter træning, hvor kroppen kan bruge dem til noget.
OG - det har ikke trigget mit "overspisningsgen". Inspiration fik jeg fra frk. sveske.

1 portion

1 dl glutenfri havregryn
2 dl vand
Et drys vaniljepulver
1 lille tsk. rålakridspulver
Evt. en æggehvide *
Et nip havsalt

+
Groft lakridspulver (fra MILL&MORTAR)
Kakaonibs
En håndfuld friske hindbær **

* spis evt. et æg ved siden af
** frosne hindbær kan også bruges; kog dem med i grøden

Put havregryn, vand, vanilje og rålakridspulver i en gryde og kog det til grød. Tag gryden af varmen og tilsæt et nip salt. Rør godt rundt. Hæld grøden i en skål og top med groft lakridspulver, kakaonibs og hindbær.

Grød med lakrids og hindbær


onsdag den 5. november 2014

Svensk pølseret

Efter succes med hasselback kinaradise skulle den lange hvide fætter bruges i Svensk pølseret. Inspirationen har jeg fra bloggen Vidunderlige Liv.

3 personer

3 løg, hakkede
400 g øko pølser, skåret i skiver
1 kinaradise (ca. 500 g), skrællet og skåret i tern
1 stor dåse koncentreret tomatpure el. 2-3 spsk. BBQ-marinade
2-3 dl mosede tomater
3 dl piskefløde
2-3 tsk. røget paprika
Himalayasalt og friskkværnet peber
Smør / klaret smør til stegning

Steg løgene i rigeligt fedtstof, til de er klare og bløde. Tilsæt kinaradise og pølser og lad det hele stege i 15 min. Vend rundt i det undervejs. Tilsæt tomatpure, mosede tomater, piskefløde og røget paprika og lad retten simre i ca. 25 min. Rør i retten med jævne mellemrum. Smag til med salt og peber, drys evt. med persille og server.

Svensk pølseret

mandag den 3. november 2014

Brun sovs

Til en flæskesteg med sprød svær hører sig en tyk brun sovs :) Det er rimeligt let at lave på konventionel vis, men når der ikke skal være mel og kulør i, bliver det straks sværere. Jeg har forsøgt et par gange, og denne gang lykkedes det. Kims trick med at brune rødløg af, så sovsen bliver brun (læs: Lysebrun), virker.

4 portioner

20-30 g smør / klaret smør
3 rødløg, skåret i kvarte ringe
½ l piskefløde
En god sjat fedt fra flæskestegen
Urtesalt og friskkværnet peber

Smelt smørret i en pande og brun rødløgsstykkerne godt af (det tager en halv times tid). Vend rundt i dem, så de ikke bliver brændte men karamelliserede.
Hæld halvdelen af piskefløden ved og lad det koge lidt ind.
Hæld sovsen i en gryde, tilsæt stegefedt, urtesalt og friskkværnet peber, blend og kog op.
Tilsæt resten af fløden og smag til.

Smørdampede rosenkål og en rest rødkålssalat udgjorde
sammen med den lækre, tykke brune sovs tilbehøret
til en velstegt øko flæskesteg - mums :)

søndag den 2. november 2014

Madplan uge 45

Mandag: Ovnstegt flæsk og blomkålscouscous med tomat, avocado og pinjekerner

Tirsdag: Som mandag

Onsdag: Grillet osteomelet med blåskimmelost og æblekompot

Torsdag: Smørstegte mørbradbøffer og coleslaw med tahin- og mangodressing

Fredag: Som onsdag

Lørdag: Stromboli med pizzafyld og kålsalat

Søndag: Som torsdag

fredag den 31. oktober 2014

Fennikelfræs

Fennikelfræs kommer fra frk. sveskes blog og er ikke LCHF, hvis ikke i hvert fald rosiner udelades. Men men men hold nu op, hvor kan man guffe fennikel, når den er "omgivet" af bl.a. balsamico, chokolade og lakrids. Jeg spiser nemt en fennikel selv, og fennikelfræs laves igen og igen... :)

2 personer

2 fennikler
Ca. 1 spsk. balsamico
2-3 spsk. macadamiaolie
1 tsk vaniljepulver
½-1 spsk. rå lakridspulver
Et drys salt
1 håndfuld mørke rosiner
20-30 g mørk chokolade 70 e. 85%, groft hakket
3-4 spsk. pinjekerner

Snit fenniklerne helt fint på et mandolinjern, kom dem i en skål og kram dem let. Hæld balsamico og olie over og vend godt rundt. Tilsæt vanilje, lakrids, salt, rosiner og chokolade. Rist pinjekernerne, hæld dem ned over chokoladen (og de andre lækkerier) og vend det hele godt sammen - så chokoladen smelter og fordeles.
Velbekomme.

Fennikelfræs


torsdag den 30. oktober 2014

Ovnbagt aubergine

Jeg havde en øko aubergine liggende i køleskabet, og den var begyndt at se lidt træt ud, så den måtte tilberedes, og det måtte gerne gå lidt stærkt. Det blev til ovnbagt aubergine, som vi nød til stegt laks (med broccolimos og blegselleri). Ovnbagt aubergine vil også gå godt til f.eks. lammefrikadeller.

2 personer

1 aubergine
Olivenolie
Himalayasalt og friskkværnet peber

Tænd for ovnen på 180 grader varmluft. Skær auberginen i 1 cm tykke skiver og læg dem på en rist el. bageplade beklædt med bagepapir. Pensl aubergineskiverne med olivenolie og bag i 10 min. Vend skiverne og pensl igen med olivenolie. Bag i ca. 8 min., drys med salt og peber og server.

Ovnbagt aubergine

mandag den 27. oktober 2014

Efterårskrebinetter

Efterår forbinder jeg bl.a. med æbler og nødder, og det er der i disse lækre og meget velsmagende krebinetter. Jeg laver altid en stor portion, så der er til et par dage el. til fryseren.

12 krebinetter

150 g hasselnødder
1 stort løg, skåret i grove stykker
500 g kalvefars
400 g øko svinefars
3 æg
En lille håndfuld frisk salvie
2 tsk. havsalt
Friskkværnet peber
1 æble, skåret i små stykker
Smør / klaret smør til stegning

Mal hasselnødderne fint i en foodprocessor. Tilsæt løg, fars, æg og krydderier og kør farsen lind. Rør æblestykkerne i og lad farsen hvile en halv times tid. Form krebinetter - brug en ske dyppet i koldt vand - og steg dem i smør. Jeg brunede krebinetterne ved høj varme og gav dem derefter ca. 4 min. på hver side ved middel varme.

Efterårskrebinetter


søndag den 26. oktober 2014